Mindeord: Gunnar var på landsplan en velanset skibstømrer

Dette mindeord over Gunnar Brink Christensen er skrevet af Peter Leth

I midten af 1970’erne overtog Gunnar Brink Christensen Hobro Værft, efter at hans far Robert Brink Christensen måtte lukke værftet ned, da bygning af fiskekuttere til den danske fiskeflåde havde en meget brat afslutning i disse år. 

Så hvorfor overhovedet drive et gammelt udslidt skibsværft videre?

Gunnar, som var udlært ved sin far i Hadsund, havde også som ung været fisker og kendte til det med at skulle forlade hjemmet i længere perioder. 

Gunnar var en ”familiefar”, og det lå derfor mere i kortene at efterprøve muligheden for at videre drive værftet - på anden vis end at bygge fiskekuttere-

Men hvordan?

Hobro Værft har fra midt-60’erne haft den niche også at istandsætte gamle ”udslidte” danske fragtskibe til charterskibe, som blev videresolgt til Caribien og Amerika.

Interessen for at bevare de gamle danske træskibe blev nu også vækket herhjemme i disse år, og flere og flere private kom sejlende for at få istandsat en mindre kutter eller få tildannet en mast.

Mangeårigt samarbejde

I 1976 kom skonnerten Brita Leth med Otto Leth ved roret og et mangeårigt samarbejde, hvor godt håndværk og den kulturhistoriske dimension med stor vægt på detaljen blev et godt varemærke for Hobro Værft. 

Mange gode opgaver fandt vej til værftet, og der blev ved stor flid og bedre økonomi nu råd til at istandsætte de noget faldefærdige træbygninger. 

Der kom blandt andet rød maling på de grå vejrbidte brædder på bygningerne.

Og bygningerne blev - en for en - renoveret, og værftet fik sidst i 70’erne og op gennem 80’erne et kæmpe løft for få midler med stor arbejdsomhed fra Gunnar og Kannas side.

De mange investeringer i værftet betød i starten en sparsom bosituation, og det første tag over hovedet blev frokoststuen på værftet. 

Så før skibstømrerne mødte ind, så var familien stået op. Derefter lejede Gunnar Gasværkets tjenestebolig bag værftet. 

Senere byggede Gunner nyt hus på Gasværksvej, og Kanna kunne nu også tilføre familien økonomi ved at være en af de mange dagplejemødre, som der var i Hobro i sin tid.

At sejle sit eget skib

Ud over værft og hus havde Gunnar dog ikke glemt sin tid som fisker og dermed lysten til at sejle sit eget skib. 

I starten erhvervede han sig derfor en flot og elegant Læsø-kutter, som var udtjent som fiskerfartøj. 

Mange i Hobro husker den meget velrestaurerede hvide lystkutter Viking, hvor der ikke var den mindste bare plet træ, som ikke var blevet malet eller lakeret.

Viking tjente to formål.

For det første blev det et firmaskib, som sejlede til træskibsstævner i både Tyskland og Norge i reklameøjemed.

Her blev der opsat en stand, og måske var læredrengen med, så han kunne stå på kajen og høvle en lille bom eller gaffel. 

Dette resulterede i, at der kom en del meget gode og store opgaver til værftet fra Norge op gennem 80’erne og 90’erne.

Det andet formål for Viking blev sommerferien for familien. 

Afsted og fri for værftet - ingen forstyrrelser, men i stedet mange gode oplevelser udenfor Mariagerfjord. 

Sommerferien startede klokken tre fredag - Viking var pakket og klar, piben i munden og Kanna havde kaffen klar.

Den største opgave 

Den største opgave, som Gunnar stod i spidsen for, var kølopretningen af skonnerten Brita Leth i 1982-83. 

Hele skibet måtte totalt adskilles og efterfølgende rettes op til sin oprindelige facon. 

Det tog halvandet år og krævede en medarbejder stabel på 10-15 mand. 

Skibet fik senere status af ”Historisk Monument”. 

Kort derefter blev der på værftet fremstillet over 60 rundholter (master, bomme, gafler, bovspryd og lign.) over en periode på 14 måneder til fire-fem skibe. 

Værftets plads var fyldt op med flotte lakerede til høvlede træstammer fra Rold Skov. 

På det tidspunkt blev Hobro Værft kendt som en af landets mest driftige værfter, som udelukkende stod for restaurering af bevaringsværdige træskibe.

Gunnar udviklede en særlig effektiv arbejdsgang i tildannelsen af master og rundholter - en arbejdsgang, som vi i dag har god gavn af.

Tid til kontoret

Til de mange nye master kom der også en efterspørgsel på de masteringe eller mastebånd, som holder sejlet fast til masten. 

Gunnar og hans far Robert B. Chr. udviklede derfor et ”produktionsapparat” af mange runde træskiver og træforme i størrelsen 10-12. 

Der blev ved hjælp af frisk asketræ og damp produceret hundredvis af masteringe, som solgtes videre ud i landet til mange andre skibe. 

Denne nicheproduktion er taget op et par gange sidenhen og mon ikke den finder vej tilbage igen en dag.

Ved siden af håndværket skulle der jo for Gunnar også være tid til kontoret. 

Her blev alting nøje nedskrevet og noteret. 

Efter arbejdstid blev det sidste kontorarbejde færdiggjort og alt papir blev nøje ført ind på plads i mapperne. 

Gunnar var mester på værftet i over 30 år - fra 1975 til og med 2007. 

Skrivemaskinen, regnemaskinen og telefaxen var kontorets værktøjer, og alle regninger og tilbud blev udført på skrivemaskinen med stempel og underskrift på og udsendt i en kuvert med et frimærke på. 

Det gamle kontor står næsten uforandret, men frimærkerne ligger tilbage i skuffen.

En velanset skibstømrer

Gunnar var på landsplan en velanset skibstømrer, som har opbygget et velanset skibsværft, som forpligter os efterkommere at vedligeholde i den traditionelle ånd. 

Han var også en skibstømrer af den gamle generation og havde egentlig ikke noget ønske i at arbejde med andet end det traditionelle håndværk inden for træskibsbygning og restaurering. 

Der var derfor heller ikke et større ønske om at ændre noget på selve bygningsmassen på Hobro Værft. 

Det er vores held i dag, og grunden til at RealDania og andre fonde har været med til at bevare de gamle bygninger, hvor Gunnars gamle firma Hobro Værft i dag fungerer i bedste velgående. 

Hobro Værft er i dag blandt ét af de sidste fem-seks værfter i Danmark, som fremstår som et værft så ud for snart 100 år siden. 

Det kan vi bestemt også takke Gunnar for.

Vi vil savne Gunnars mange ”korte” besøg på værftet. 

Som han sagde ”Jeg skal jo ikke tage jeres tid”.

Dét med at være mester lå dybt i ham,og han kender alt til at blive forstyrret, så arbejdet gik i stå.

Alle os, som blev udlært på Hobro Værft, vil savne ham og de gamle historier fra dengang.

Gunnar nåede at udlære 15 skibstømrere og have mange forskellige ansatte på værftet.

Vi vil savne duften af Sweet Dubling fra piben og den friske og beroligende bemærkning.

Ære være hans minde.