Billede beskrivelse

Folk er vilde med Thors foredrag

07. januar 2026 kl. 06.03
Opdateret kl. 07.44

AABYBRO: Torsdag 29. januar kl. 19 er der igen mulighed for at høre det næsten udødeliggjorte foredrag om "Munidorf, den falske landsby, og Aalborg Flyveplads Vest".

Det er 8. gang museumsinspektør Thor Bæch Pedersen fra Nordjyske Museer kommer til Aabybro og fortæller om den helt unikke by, som blev bygget på marken overfor bunkeren ved Ryå, som i dag er blevet til Munidorf formidlingscenter. Den falske by blev fjernet ved krigens afslutning. Tilbage er kun en bunker.

- Vi har fået flere opfordringer til at få Thor Bæch Pedersen til at holde endnu et foredrag om Munidorf, fortæller Peter Mølgård, der er formand for Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, som er arrangør i samarbejde med Folkeuniversitetet i Jammerbugt.

Billede beskrivelse

- Det er helt utroligt, at der fortsat er interesse for at høre om Munidorf. Ud over de otte foredrag Thor Bæch Pedersen har holdt hos os, har han også været rundt i hele Nordjylland med foredraget, så det i alt er blevet til over 20 foredrag. Det er en rigtig spændende historie, og Thor Bæch Pedersen er en fantastisk formidle. Man fornemmer den oprigtige interesse for historie, lyder det fra Peter Mølgård, som er manden, der bragte historien om den falske by frem i lyset.

Peter Mølgård var også primus motor i etableringen af formidlingscentret i den fritgravede bunker.

- Selv om mange har været en tur i formidlingscentret og læst infotavlerne, er det en helt anden oplevelse at få hele historien fortalt af Thor Bæch Pedersen, siger Peter Mølgård.

Foredraget 29. januar holdes i lokalhistotrisk forenings lokaler i DGI Husets kælder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste