Borgmesteren tog nye borgere med på velkendt bustur
JAMMERBUGT: En ny opgave ventede borgmester Christian Hem, da en busfuld nye borgere lørdag satte sig til rette for at høre mere om den kommune, de netop er flyttet til.
Det fortæller Jammerbugt Kommune.
Busturen for nye borgere er en fast tradition i Jammerbugt Kommune. Lørdag den 25. april var det igen tid til at byde nye jammerbugtborgere velkommen med en tur rundt i kommunen.
Denne gang var der dog en ny person på pladsen ved siden af chaufføren. For borgmester Christian Hem var det nemlig første gang som turguide.
- Jeg har jo boet og virket i Jammerbugt Kommune i mange år og synes selv, jeg ved alt, der er værd at vide. Men derfor var det da alligevel lidt spændende at skulle formidle det hele på en forhåbentlig underholdende måde, fortæller Christian Hem.
Byer, lokalsamfund, hav og fjord
Borgmesteren havde læst ekstra på lektien for at kunne fortælle de spændende historier, der knytter sig til de steder, bussen passerede på intro-turen.
Med start og slut ved Herregården Bratskov i Brovst gik turen til større byer som Pandrup, Aabybro og Fjerritslev og mindre byer som Kollerup, Saltum og Hune.
Udsigten over Vesterhavet blev nydt ved blandt andet Svinkløv og Tranum Strand, og Limfjorden blev beundret med stop på havnene i både Gjøl og Attrup. Midt på dagen var der frokostpause på Rønnes Hotel i Slettestrand, hvor deltagerne fik sandwich og drikkevarer.
Hjemme i hver en krog af kommunen
Ifølge det lokale site jammerbugtposten.dk, som havde inviteret sig selv med på turen, lykkedes det den nye turguide at holde deltagernes opmærksomhed fanget.
- Allerede fra start stod det klart, at borgmesteren havde forberedt sig grundigt. Undervejs delte han levende fortællinger og anekdoter, der vidnede om, at han er hjemme i hver en krog af kommunen, lød rosen i reportagen, som blev bragt efterfølgende.
Også borgmesteren selv nød turen.
- Som kommune er det vigtigt for os at tage godt imod nye borgere, og jeg håber, turen har vakt interessen for at udforske alle de skønne pletter i Jammerbugt Kommune endnu mere på egen hånd. Personligt syntes jeg, det var spændende at møde nogle af de nye borgere, som har valgt Jammerbugt Kommune til. Udsøgt selskab, selvfølgelig, siger Christian Hem.