Der bliver fest og farver i byen
AABYBRO: Der bliver fest og farver samt masser af glade børn og voksne i byen, når årets børnekarneval folder sig ud fredag eftermiddag 8. maj i Aabybro.
Børnekarnevallet er måske årets største og hyggeligste event i byen.
Omkring 500 børn og medarbejdere fra institutioner og dagplejere i Aaby Vest og Aaby Øst vil sætte deres festlige præg på byen. Årets tema er "I luften", som vil kunne genkendes i de mange børn og voksnes kostumer m.v.
I institutionerne og hos dagplejerne er der også forud for karnevallet øvet sange til karnevalsfesten .
Det hele går i luften kl. 13.45 på den grønne trekant ved Aaby Sdr. Gade og Skipper Clements Vej - lige overfor Skipper Clement Vuggestue og Børnehave. Her samles alle til fælles opvarmning. Sambagruppen Poco Loco er der også.
Borgmester Christian Hem har lovet at komme forbi og sætte skub i karnevallet. Tidligere år var det daværende borgmester Mogens Christen Gade, som var med. Han mødte altid op i udklædning, der matchede årets tema.
- Jeg gør også et eller andet, lover Christian Hem.
- Jeg har bare ikke helt besluttet, hvordan jeg skal leve op til temaet "I luften", siger han.
Efter borgmesterens lille tale fører Poco Loco alle fra den grønne trekant gennem Aabybro Centret og med Banestien retur til trekanten, hvor forældre og bedsteforældre venter med kage og drikkevarer - også kaffe til de voksne.
Rigtig mange plejer at stå langs Banestien og følge med karnevalsoptoget tilbage til den grønne plads, hvor op mod et par tusinde sammen kan nyde karnevallets finale, inden den festlige dag slutter kl. 15.30.
Sparekassen Danmark har i år støttet karnevallet økonomisk.