Tilbud om gratis forpagtning af kro skal lokke nye kræfter til
Gjøl Kro har åbnet for salg af nye aktier, som skal give plads til en renovering og skabe attraktive vilkår for en ny forpagter
GJØL: En pengeindsprøjtning skal være med til at sikre fremtiden for den mere end 100 år gamle Gjøl Kro. I første omgang er de nuværende 114 aktionærer blevet tilbudt at købe flere aktier, og indtil nu er der tegnet nye aktier for 300.000 kroner. Desuden får interesserede udenfor den nuværende aktionærkreds nu mulighed for at købe aktier.
- Ifølge reglerne skal vi først tilbyde de nuværende aktionærer at købe aktier, og herefter er det muligt for andre at købe aktier, siger René Poulsen, der er formand for Ejendomsselskabet Gjøl Kro A/S.
Pt. er der en aktiekapital på 1,5 millioner kroner, som ejes af 114 aktionærer, men håbet er at udvide med yderligere minimum 500.000 kroner. En manøvre der blandt andet skal sikre en nødvendig renovering af kroens tag og toiletter og medvirke til, at stedet står stærkere i forhold til at tiltrække en profil til drift af stedet.
- Vi fornemmer, at der er en meget positiv stemning i byen om kroen og aktieudvidelsen, så vi mener ikke, at det er urealistisk, siger han.
Den tidligere forpagter, Peter Kjeldgaard, drev kroen i godt et år, men dette samarbejde ophørte tidligere på året. Oprindeligt havde bestyrelsen håbet, at det ville have været muligt at finde en ny forpagter inden sommersæsonen, men det viste sig ikke at være realistisk.
- Vi holder kroen "varm"
- Det er en svær tid i forhold til at få en forpagter, og en udvidelse af kapitalen vil betyde, at vi kan holde kroen "varm", indtil en ny forpagter er på plads. Desuden kan vi tilbyde gratis forpagtning resten af 2022 og lidt ind i 2023, hvilket bør være attraktivt for en ny forpagter, siger René Poulsen.
- Jeg kunne godt ønske mig, at et midaldrende ægtepar vil kunne se Gjøl Kro som en spændende mulighed, hvor de selv kan tilrettelægge deres arbejdsdag, siger han.
Planen er, at kroen genåbner til foråret, så det igen bliver muligt at afholde fester og nyde en frokost på den historiske kro.
- Kroen er blevet malet og shinet op af rigtig mange frivillige, så den står virkelig flot, og samtidig har vi fået endnu en attraktion på havnen - nemlig statuen Tabita, som tiltrækker mange gæster. Vi er derfor helt sikre på, at vores kro får ny storhed, siger René Poulsen.