Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kristian skal hjælpe teenagere til det første job

17. august 2026 kl. 06.01

BIERSTED: Kristian Thybo har mere end 20 års erfaring med unges arbejdsliv. 

Nu skal han som ny fritidsjobkonsulent hjælpe 13-17-årige i Jammerbugt Kommune, der gerne vil have et fritidsjob, men har svært ved at finde vejen ind på arbejdsmarkedet, skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Kristian Thybo, 40 år, er ny fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune. Han har været ansat i kommunen i to et halvt år som medarbejder i Ungeenheden og som IPS-konsulent i Job og Velfærd.

Med sig har han også omkring 20 års erfaring som leder i dagligvarebranchen, hvor han blandt andet havde ansvar for de yngste medarbejdere.

- I den alder er CV’et ikke det afgørende, men indstillingen. Har den unge vilje til at blive en del af arbejdspladsen og lægge en indsats, så kan rigtig meget lade sig gøre. Særligt hvis man som arbejdsgiver viser vejen og tror på sine unge medarbejdere, siger Kristian Thybo.

Når netværket mangler

Som fritidsjobkonsulent bliver hans opgave at hjælpe unge mellem 13 og 17 år, som har brug for en håndsrækning til at finde et job.

Mange unge finder deres første fritidsjob gennem familie eller venner, der kender til en mulighed eller kan lægge et godt ord ind. Men ikke alle unge har et netværk, der kan åbne døren til arbejdsmarkedet.

- Mangler man de relationer, der kan blive indgangen til et fritidsjob, så får man ofte ikke et. Her kan jeg gå ind og formidle kontakten til en arbejdsplads og støtte og vejlede i processen, så alle får en god oplevelse. Heldigvis har vi rigtig mange virksomheder i Jammerbugt Kommune, som tager ansvar, og som gerne vil have en ung inden for dørene til at løse mindre opgaver på timebasis, fortæller Kristian Thybo.

Ny selvtillid ind på kontoen

Et godt fritidsjob kan gøre en stor forskel for unge, der er i gang med at finde deres egne ben at stå på, forklarer han.

- Man lærer at tage ansvar, får oplevelsen af at blive regnet med, og så har man fornøjelsen af at tjene sine egne penge. En af de allervigtigste sidegevinster i regnestykket er også ofte en ny tro på sig selv – at man kan noget. Selvtillid er vigtig for os alle, men særligt når man er ung.

Skal skabe flere gode match

Ansættelsen af en fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune er en del af det statslige initiativ ”Ungeløftet”, der skal styrke ungeindsatsen i landets kommuner.

Jammerbugt Kommune deltager desuden i TrygFondens projekt ”Alle unge med”, hvor fritidsjob indgår som en vigtig del af en god teenagehverdag.

Formand for Job- og Socialudvalget i Jammerbugt Kommune Kiki Bille Bach glæder sig over, at den nye fritidsjobkonsulent nu er klar til at tage fat.

- Med et godt fritidsjob får den unge en forsmag på, hvad det vil sige at indgå i et arbejdsfællesskab, at stå lidt på egne ben og at gøre en positiv forskel. Den oplevelse ønsker vi, at alle, som har mulighed for at varetage et fritidsjob, skal have. Med en fritidsjobkonsulent i Jammerbugt Kommune, der både kender de unge og arbejdspladserne, kan der skabes flere gode match – til glæde for både virksomheden og den unge, siger Kiki Bille Bach.

Kristian Thybo bor i Biersted, hvor han blandt andet er frivillig i Fritidsklubben under Biersted Idrætsforening.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste