Seneste nyt
Billede beskrivelse

Butikker melder om stærk sommer: Kasper har øget omsætningen med knap 20 procent

18. august 2026 kl. 11.01

FJERRITSLEV: Sommeren har budt på godt med kunder i flere af butikkerne i Fjerritslev.

Det melder Fjerritslev Handelsstandsforening i en pressemeddelelse.

De har hen over sommeren har været i dialog med flere af byens butikker om, hvordan sommermånederne er gået.

En af dem er herretøjsbutikken Steady Nomad. Her har indehaver Kasper Jensen oplevet en omsætningsfremgang på knap 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og store dele af sommerkollektionen er blevet solgt.

- Sommeren har været positiv sammenlignet med sidste år, fortæller Kasper Jensen.

Også hos Hokus Pokus Børnetøj har der været travlt.

Indehaver Merete Kornum fortæller, at butikkens omsætning ligger lidt over sidste års niveau - selv om 2025 ifølge Merete Kornum var et rekordår.

Hun peger blandt andet på aktiviteterne i byen som en del af forklaringen.

- Oplevelser og aktiviteter har ofte større effekt end rabatter alene, siger hun.

Flere gæster i byen

Hos dametøjsbutikken Butikken by Gitte J har indehaver Gitte Jakobsen ligeledes oplevet flere gæster og kunder samt en bedre omsætning end året før.

Gitte Jakobsen fremhæver samtidig samarbejdet mellem byens erhvervsdrivende.

- Det er vigtigt, at vi samarbejder og samtidig viser kunderne, hvad vi hver især kan tilbyde, siger Gitte Jakobsen.

Sommeren har blandt andet budt på tre arrangementer under Sommerhygge i Fjerritslev, hvor butikker, foreninger og frivillige har været involveret.

Derudover har der været Musik på Torvet med i alt 12 gratis koncerter hen over sommeren.

Ifølge Fjerritslev Handelsstandsforening har koncerterne samlet tusindvis af mennesker og trukket både lokale, sommerhusejere, turister og andre besøgende til byen.

Ser en effekt af arrangementerne

Formand for Fjerritslev Handelsstandsforening Martin Eigenbroth mener, at sommerens aktiviteter har været med til at skabe mere liv i byen.

- Vi kan se, at sommerens mange arrangementer har gjort en forskel. Sommerhygge i Fjerritslev og Musik på Torvet har skabt liv, aktivitet og fællesskab i byen, samtidig med at de har været med til at tiltrække mange gæster udefra, siger Martin Eigenbroth.

Martin Eigenbroth fremhæver samtidig samarbejdet mellem blandt andre butikker, frivillige og øvrige aktører i byen som vigtigt for handelslivet.

- Fjerritslev bliver stærkere, når vi står sammen. Uanset om man er butik, virksomhed, forening eller borger, så er vi alle med til at skabe den by, vi ønsker at være en del af. Derfor håber jeg, at vi også fremover vil bakke op om de fælles initiativer og arrangementer, siger Martin Eigenbroth.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste