Spark-dæk-dag: Der var massivt opbud af politibiler
BROVST: Politiet – eller rettere politikøretøjer - var massivt til stede i Brovst lørdag formiddag, hvor handelsforeningen holdt den årlige Spark-dæk-dag i Jernbanegade.
Dagens største attraktion var en Ford Zodiac fra politiet i midten af tresserne. Ford Zodiac/Zephyr var i den periode politiets foretrukne tjenestebiler – og ældre avislæsere kender politimodellen fra fotos fra blandt andet periodens mange bankrøverier og ikke mindst de firedobbelte politidrab på Amager i 1965.
Den hurtige Zodiac-version med seks cylindre og en topfart på godt 160 km/t blev især brugt af færdselspolitiet. ”Hvis du ser en Zodiac i bakspejlet, kan du lige så godt opgive at køre fra den”, som man sagde dengang i tresserne.
En ny hobby
Den ikoniske politibil ejes af Kim Haurvig Juhl fra Jetsmark. Han er tidligere elektronikmekaniker og musiker.
- Da jeg gik på pension for et par år siden, skulle jeg finde på noget at lave – og det blev så den gamle politibil, forklarer Kim Haurvig Juhl.
- Det blev så starten på en hobby, hvor jeg også samler på politieffekter og politihistorier fra tresserne, fortæller han, der havde taget både en fin politikasket og den tressernes karakteristiske skråhat med til Brovst, hvor børnene fik lov at prøve at hattene.
Længere nede ad Jernbanegade stod Rene Abildskov-Bech fra Fjerritslev med sin flotte og autentiske sherifbil fra The Highway Patrol – en Chrysler 300 Newport fra 1962.
Rene Abildskov-Bech vakte også opsigt med sit nyeste køretøj i samlingen – en amerikansk Harley Davidson politimotorcykel fra 1978.
Succes-arrangement
- Årets Spark-dæk-dag i Brovst blev en stor succes, fortæller Aleks Wendel fra Brovst Handelsforening, der var tovholder på arrangementet.
- På forhånd var der tilmeldt 40 veteranbiler og seks motorcykler, men der kom en håndfuld flere uden tilmelding, så vi er godt tilfreds. Jernbanegade var fyldt op med biler og trak mange mennesker til bymidten.
- Det er vi handlende naturligvis godt tilfredse med – og det var også en stor hjælp til de tre lokale bilforhandlere, MTH, JA-biler og Midtvejs Auto, som stillede op i gaden ved siden af veteranerne med spritnye biler og sælgere til en bilsnak, siger Aleks Wendel.