Pia har nogle helt særlige tilbud
BROVST: Fredag den 15. november åbner Pia’s Outlet i Jernbanegade i Brovst.
Butikken ligger i de lokaler, der blev ledige, da frisørsalonen Design Studio i sidste uge flyttede til den tidligere Imerco-butik – ligeledes i Jernbanegade.
Det er ægteparret Pia Bertelsen og Lárus Thorvardarson, der står bag den nye butik i Brovst. Parret driver i forvejen en gårdbutik på deres ejendom på Skunshavevej i Vilsbæk, hvor de sælger kalvekød, brugskunst og ikke mindst en lang række specialiteter fra Island, hvor Lárus Thorvardarson stammer fra.
- Det begyndte egentlig med, at vi købte et parti T-shirts fra en forretning, der var gået nedenom og hjem. Det greb om sig – og vi har nu masser af kvalitetstøj fra andre butikker, der er stoppet. Det er alt muligt - kjoler, trøjer, jakker og så videre. Mest til damer og piger, men også til mænd og drenge, fortæller Pia Bertelsen.
Fine modekjoler
- Vi har blandt andet nogle fine modekjoler i mohair, som har kostet 2.000 kroner på Strøget i København. Prismærket sidder der stadig, men vi sælger kjolerne til 300 kroner stykket.
- Ellers ligger vores priser mest i lejet 50 og 100 kroner. Men priserne begynder allerede ved 25 kroner, så der er virkelig en chancen for at gøre en god handel i vores nye butik.
- Det er jo varer, som vi har købt billigt i store mængder – blandt andet fordi de er i specielle størrelser, så vi har også et stort udvalg af jakker, poloer og bukser til mænd i størrelser helt op til 7XL.
Pia’s Outlet er tænkt som en popup-butik.
- Nu holder vi åbent i foreløbig to måneder – og så må vi jo se, hvordan verden ser ud til den tid, siger Pia Bertelsen.
- Lokalerne i Jernbanegade stod ledige. Det syntes vi var synd, så nu giver vi det en chance og ser, hvad der sker.
Pia’s Outlet har åbent tirsdag til fredag 13 til 18 og lørdag 10 til 13.