Seneste nyt
Billede beskrivelse

Louises lille Svinkløv-popup er åben igen

07. juli 2026 kl. 06.02

SVINKLØV: Den historiske sommerstemning på Svinkløv Badehotel fik lige et ekstra bitte nøk i sidste weekend, da hotellets lille ishus åbnede.

Ishuset er i nuværende form helt og holdent Louise Toft-Hansens værk. For det var hende, der i 2023 genåbnede kiosken, efter at hun og svigermor smøgede ærmerne op og gav den lille pavillon en ordentlig makeover.

Billede beskrivelse

- Jeg havde egentlig bare lyst til at åbne en lille sommer-popup fyldt med ting, jeg selv holder af. Et udvalg af vores egne sæber, bøger, keramik, kort, tøj fra Aiayu og andre håndplukkede sager, siger Louise Toft-Hansen, der driver Svinkløv Badehotel sammen med ægtefællen og mesterkokken Kenneth Toft-Hansen.

- Og ja, man kan stadig få en Hansens-is og en kold sodavand fra Thisted Bryghus. Nogle traditioner skal man ikke pille for meget ved.

Ishuset, der stammer fra 1934 og kaldes Stormly, ligger i kanten af parkeringspladsen ved hotellet og bliver besøgt af både hotellets gæster og forbipasserende, der lige skal ind og mærke stemningen.

- Det handler om at give gæsterne endnu en lille oplevelse, når de besøger Svinkløv. Et sted, hvor man lige stikker hovedet ind, bliver lidt længere end planlagt og måske går ud med noget, man slet ikke vidste, man manglede.

En del af historien

Stormly er en del af Svinkløv Badehotels historie – og overlevede også den store brand i 2016.

- Der er fuld kælder under det lille hus. Jeg har hørt, at Carl Kronborg – hotellets første ejer – blandt andet lagrede oste i kælderen under huset, fortæller Louise Toft-Hansen.

- Om det er sandt, ved jeg ikke, men den passer nu meget godt til den lille pavillon, der altid, for mig, har haft lidt mystik over sig. Ellers vil jeg tro, den har været brugt som kiosk, hvor badehotellets gæster kunne hente en is på vej til eller fra stranden.

- Men det vigtigste er historien – som alt andet her på stedet. Ikke at opfinde noget nyt, men at lade et lille hus, der har været en del af Svinkløv i snart hundrede år, fortsætte med at være levende.

Stormly er åbent alle ugens dage klokken 12 til 17 frem til 16. august.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste