Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stor donation skal give afasi-patienter stemmen tilbage

02. september 2026 kl. 14.03

BLOKHUS: Når ordene pludselig er svære at finde, kan sang være en vej til både glæde og fællesskab. Hjernesagen har etableret fire AfasiSang-grupper, hvor mennesker med afasi mødes om sang og socialt samvær. 

Nu støtter Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld indsatsen med 123.000 kroner, så de eksisterende grupper kan fortsætte, og nye kan komme til.

Det oplyser Fonden Sol og Strand i en pressemeddelelse.

Hvert år rammes omkring 12.000 danskere af en blodprop eller blødning i hjernen, og omtrent en tredjedel lever efterfølgende med afasi. 

Det betyder, at evnen til at tale, forstå, læse eller skrive kan være helt eller delvist forsvundet.

For den enkelte kan det vende op og ned på tilværelsen. Når sproget svigter, bliver det svært at deltage i samtaler og sociale aktiviteter. Arbejdsliv, fritidsinteresser og relationer kan blive påvirket eller helt forsvinde.

- For mange betyder det store begrænsninger i hverdagen, tab af sociale relationer og en markant øget risiko for isolation og depression, siger Nicole Helmer-Nielsen, lokalforeningskonsulent i Hjernesagen.

Sang åbner en anden vej til sproget

Her kan sang noget særligt. Derfor har Hjernesagen etableret fire AfasiSang-grupper rundt om i landet. Her mødes mennesker med afasi i et fællesskab, hvor evnen til at finde de rigtige ord ikke er afgørende for at kunne være med.

- I AfasiSang-grupperne handler det om meget mere end at synge. Det er et trygt fællesskab, hvor man føler sig hjemme, og hvor der er plads til, at man kommunikerer på den måde, man har mulighed for, siger Nicole Helmer-Nielsen.

Hun er uddannet talepædagog og har ofte mødt patienter på hospitalet, som efter en blodprop har mistet evnen til at tale.

- Når jeg kommer ind til vedkommende, er der tavshed, men begynder jeg for eksempel at nynne ”Jeg ved en lærkerede”, begynder patienten ofte at nynne med. Mange gange oplever jeg, at ordene efterfølgende også begynder at komme. Mennesker, som reelt ikke kan føre en samtale, viser sig faktisk at kunne synge. Det kan næsten opleves helt magisk, og det giver håb både hos patienten og de pårørende, fortæller Nicole Helmer-Nielsen.

Billede beskrivelse

Et sted at høre til

Sanggrupperne mødes som udgangspunkt en gang om ugen under ledelse af en sanglærer eller musikterapeut. 

Der synges i et roligt tempo, teksterne er skrevet med stor skrift, og der bliver taget hensyn til, at mange deltagere hurtigt bliver trætte eller lever med andre følger efter en hjerneskade.

- AfasiSang giver dem en stemme og mulighed for at være en del af et fællesskab og få et netværk, hvilket er utroligt vigtigt. Mange afasiramte har ikke længere et job og et sted at høre til, men i sanggrupperne er der brug for den enkelte. Hvis man ikke møder op, mangler koret for eksempel en tenor, og derfor har det betydning, om man kommer eller ej, siger Nicole Helmer-Nielsen.

Der er ikke krav om medlemskab af Hjernesagen for at deltage. Alle er velkomne.

Målet er ti AfasiSang-grupper

Med donationen på 123.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld bliver det muligt både at støtte de eksisterende grupper og arbejde på at etablere nye.

De nye AfasiSang-grupper skal så vidt muligt etableres på aktivitets- og kommunikationscentre, i dagtilbud eller andre steder, hvor mennesker med afasi allerede kommer. 

Det skal gøre tilbuddet lettere tilgængeligt, da transport kan være en barriere for nogle mennesker med afasi.

Hjernesagens ambition er at etablere i alt ti AfasiSang-grupper på tværs af landet.

- Det er vigtigt, at vi ikke skaber ulighed i vores tilbud. Derfor er vores mål at udbrede AfasiSang. Jeg håber, at vi på sigt kan blive et fast og lokalt forankret tilbud flere steder i Danmark og dermed give endnu flere mennesker med afasi mulighed for at finde både stemme, livsglæde og fællesskab – også når ordene er blevet svære at finde, afslutter Nicole Helmer-Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste