Kloakeringsprojekt skaber trafikkaos omkring supermarked
FJERRITSLEV: - Det er træls, men jeg kan ikke gøre ret meget andet end at håbe det bedste.
Sådan lyder det fra købmand Bjørn Nielsen, Meny i Fjerritslev, der de kommende måneder må se sin butik omringet af vejarbejde i forbindelse med det store kloakeringsprojekt i Fjerritslev.
Han har netop haft møde med Jammerbugt Forsyning om projektet, der i de kommende måneder foregår i Søgade lige uden for Meny – og som vil ramme til- og frakørslen ved det store supermarked midt i Fjerritslev.
- De var flinke nok – og de sikrer også god adgang til butikken, men det bliver da noget bøvl. Men nu skal det overstås, så alt kan blive normalt igen. Forsyningen lover, at det fortsat bliver muligt at parkere i området, men der bliver en del ændringer, så kunderne skal lige vænne sig til de nye forhold, siger Bjørn Nielsen.
- Blandt andet ændres der på tilkørslen til parkeringen ved Krotorvet med indkørsel fra Søndergade, så det bliver nemmere at parkere der, siger købmanden.
Centrum er en byggeplads
Det er Jammerbugt Forsyning, der står for det store kloakeringsarbejde, der nu i årevis har forvandlet Fjerritslevs handelscentrum til en byggeplads og gjort det træls for butikkerne, som nu rammer Søgade.
- Netop nu er vi gang med noget fjernvarmearbejde i Søgade, men den kan sagtens bruges sideløbende med arbejdet, forklarer ingeniør Jane Møller Mortensen fra Jammerbugt Forsyning, der er ansvarlig for det store kloakeringsprojekt.
- Søgade spærres ved Østergade fra uge 35. Cirka i uge 37 spærres den sydlige del af Søgade i stedet, og der etableres grundvandssænkning, således kloakarbejdet kan starte op i uge 38.
- Tidsplanen er temmelig fleksibel, så der kan komme ændringer. Men uanset hvordan arbejderne skrider frem, vil det dog altid være muligt at køre i bil til parkeringspladserne ved Meny. Det vil fremgå af den til enhver tid opsatte skiltning, når adgangen er spærret fra henholdsvis Parkvej eller Østergade.
- Det er 8. etape, som vi er i gang med i Søgade og Algade. Det forventes afsluttet inden jul, og i det nye år kaster vi os over den sydlige del af Fjerritslev by, fortæller Jane Møller Mortensen.