Jonna er klar til jul
TRANUM: Jonna Skydt Andersen har nok at se til i øjeblikket. Hun driver Tranum Lys og Glas – og her er der altid travlt op til jul.
- Vi kan godt mærke, at julen er på vej. Der er allerede stor efterspørgsel på stearinlys og gaveideer, selv om vi først lige er begyndte at sætte julevarerne på hylderne, fortæller Jonna Skydt Andersen.
- Vi er jo mest kendt for stearinlysene, men vi også masser af keramik og glaskunst, som jeg selv laver. Desuden giver vi plads i butikken til ti forskellige lokale kunsthåndværkere, som her får et salgssted.
Juletræer
Tranum Lys og Glas er indrettet i et gammel landbrug, som er omgivet af 15 tønder land, der er plantet til med juletræer.
- Så vi sælger også juletræer. Vi låner gerne en sav ud, så familierne selv kan få på jagt efter træet. Og når det så er fældet, kan vi spidse det til og pakke det ind i net, så det er nemt både at transportere og stille op derhjemme. Desuden har vi pyntegrønt og kranse til kirkegården.
Jonna Skydt Andersen er lidt af en tusindkunstner, der udover at drive en stor forretning, også er uddannet glaskunstner og keramiker – ved siden af den læreruddannelse, som hun ikke længere bruger i Folkeskolen.
- Men jeg arrangerer nogle workshops i løbet af året her i butikken, hvor deltagerne kan lære at arbejde med glas.
Butik med traditioner
Tranum Lys og Glas er en gammel virksomhed efterhånden.
- Det var min svigerfar, der tilbage i 1968 fandt på at supplere landbruget med et lysstøberi. Vi overtog så gården i 1988, fortæller Jonna Skydt Andersen, der i dag er alene om butikken efter ægtefællens død. Hun får hjælp til driften af tre medarbejdere.
- Jeg interesserer mig mest for keramikken og glaskunsten, så vi er for længst stoppet med selv at lave lys. I dag får vi dem leveret fra Sebastian Kloster i Ringkøbing, som har udviklet en serie specielle lys til Tranum Lys og Glas.
Mange af kunderne i den store butik bruger lang tid på at gå på opdagelse mellem alle hylderne.
- Det er nu mest kvinderne. Så til mændene og børnene har jeg omme i baghaven indrettet en lille eventyrsti, hvor de kan få tiden til at gå, mens mor køber ind, fortæller Jonna Skydt Andersen.
Fra nu af og frem til jul er der åbent i Tranum Lys og Glas alle ugens dage bortset fra mandag mellem 10 og 17.