Nyd naturen og tæl uglerne
En lille gruppe på fire personer fra Ryå-området har fået en rigtig god ide. De har med hjælp fra en flink lodsejer med en lille skov etableret en Ugle-skov i forbindelse med natur-legepladsen og det nedlagte banelegeme i Ryå. Et oplagt sommerferie-udflugtsmål for hele familien. Og så er det gratis. På turen kan man deltage i en konkurrence og måske være heldig at vinde en is fra Aabybro Mejeri.
Sti-gruppen består af Lilly Purkær, Tove Hejlesen, Anja Grønhøj Lundstrøm og Anders Kaa. Gruppen arbejder på at øge mulighederne for at få en naturoplevelse ved at gå eller løbe på et stisystem i Birkelse-Ryå.
Ugleskoven /Uglestien opstod fordi en privat lodsejer henvendte sig til gruppen og spurgte om hans lille skov kunne bruges til noget alle kunne få glæde af, fortæller Anders Kaa.
- Det tilbud var vi naturligvis meget glade for. Det er fortsat lodsejeren, der ejer den lille skov. Og hvis han en dag skal bruge området til noget andet, nedlægges Uglestien, siger Anders Kaa.
I ugleskoven er der hængt et stort antal ugler op i træerne. De er fremstillet af Jammerbugt Ressourcecenter i Halvrimmen. Der er både store og små. Ideen er så, at man går på stierne, som er på tilsammen ca. 400 meter, og forsøger at finde alle uglerne, mens man nyder den smukke lille skov. Anders Kaa vil ikke afsløre, hvor mange ugler, der er. Men der er flere end 25.
- Ideen er selvfølgelig at give både børn og voksne en lille naturoplevelse. For børnene kan en tur i skoven måske være en smule kedelig. Men her er der mulighed for at blive aktiveret ved at lede efter uglerne. Jeg tror børnene vil synes, det er sjovt, siger Anders Kaa.
Uglerskoven er let at finde. Fra naturlegepladsen i Ryå skal man følge stien mod Birkelse. Efter godt et par hundrede meter kommer indgangen på venstre hånd. Der er et stort skilt, som fortæller, at her er indgangen til Ugleskoven.
Her i sommer er der også mulighed for at deltage i en konkurrence, mens man går på stierne, De er ni små opgaver, der skal løses. Man skal huske papir, blyant og mobil eller kamera. Hver søndag trækkes der lod om store soft ice blandt de bedste besvarelser.
Men Sti-gruppen stopper ikke med Uglestierne i Ugleskoven.
- Vi kunne godt tænke os, at vi på sigt kan få etableret et sti-system, så man kan gå rundt om Birkelse og Rya. Lidt ligesom Saltum-stien, men selvfølgelig tilpasset forholdene her i Birkelse-Ryå, siger Anders Kaa.