Nu kører expresbussen helt til Hjørring
HJØRRING/AABYBRO: Fra den 17. januar bliver det hurtigere og lettere at rejse med bus i området mellem Aalborg, Løkken og Hjørring.
Det skyldes, at expresbus 971X fremover får timesdrift alle ugens dage og udvides til Hjørring, mens der i myldretiden på hverdage indføres halvtimesdrift mellem Aalborg og Løkken. Det skriver Nordjyllands Trafikselskab i en pressemeddelelse.
Samtidig tilpasses rute 200, som kommer til at betjene strækningen Blokhus – Pandrup – Jetsmark Idrætscenter, mens rute 71 nedlægges, da den i dag kører parallelt med 971X.
Ændringerne skal gøre det både hurtigere og nemmere at rejse i korridoren – og give flere kunder adgang til direkte og hyppige forbindelser mellem de større byer.
- Når vi udvider expresbusnettet, handler det om at skabe hurtigere forbindelser der, hvor behovet og efterspørgslen er størst. Med udvidelsen af 971X til Hjørring får flere kunder adgang til hyppige og direkte afgange med få stop, og det er netop det, som vi oplever, at mange kunder efterspørger. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden udvikler ruterne, så de passer til kundernes rejsebehov, siger Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT.
Den nye køreplan betyder blandt andet, at der etableres en række nye stoppesteder langs ruten – herunder i Vittrup, Sdr. Rubjerg, Hundelev og i Hjørring (Banegraven, Banegraven Syd og Hjørring St.). Der etableres også nye stoppesteder ved Jetsmark Idrætscenter og Mølhavevej i Aabybro.
Tilpasninger af rute 200
I takt med udvidelsen af rute 971X tilpasses også rute 200, som fremadrettet vil betjene strækningen Blokhus – Pandrup – Jetsmark Idrætscenter. Herfra bliver det muligt at skifte til 971X, så kunderne fortsat kan rejse mellem Blokhus, Hune og Aalborg. Rute 200 vil desuden fortsat have to gennemgående morgenture til Aalborg på hverdage, mens kunder på strækningen mellem Pandrup og Aalborg fremover henvises til expresbus 971X.
Kunder i mindre landområder vil fremover kunne benytte Plustur til nærmeste stoppested og derfra fortsætte rejsen med expresbus 971X. Kombinationen sikrer minimum én afgang i timen alle ugens dage.
- Vi kan se i vores data, at efterspørgslen er størst mellem de større byer. Derfor giver det god mening at koncentrere kapaciteten dér, og understøtte de omkringliggende områder med Plustur. Det betyder, at vi fortsat kan tilbyde betjening til alle områder – men på en måde, der matcher kundernes faktiske rejser, siger Ole Schleemann.
Med udvidelsen af 971X bliver der samtidig fire afgange i timen i myldretiden mellem Aalborg og Aabybro, når rute 971X ses i sammenhæng med rute 970X.