Lokal brugs har vendt underskud til overskud - men det hårde arbejde fortsætter
GJØL: Brugsen på Gjøl har vendt udviklingen.
Efter i flere år at have kæmpet med økonomien går det nu fremad.
Det fortæller formanden Eva Rytter Andersen, efter at der var generalforsamling torsdag aften.
- Bundlinjen er forbedret med 175.000 kroner på kun otte måneder. Det er sket, fordi gjølboerne og Brugsens bestyrelse og uddeler besluttede at stå sammen for at sikre, at der fortsat er butik på Gjøl, siger Eva Rytter Andersen.
- Det har medført, at vi øget omsætningen med en halv million kroner det forgangne år, så vi nu har rundet de ti millioner kroner i omsætning.
- Hvis vi måler det på indekstal, går det godt på alle fronter. Vi ligger over 100 på omsætning, avance og kunder.
Store investeringer venter
Nu skal linjen fortsættes. Tiden er ikke inde til at hvile på laurbærrene.
- Der er brug for at fortsætte indsatsen, for det er svært at være dagligvarebutik i et landområde. Vi skylder gjølboerne en stor tak for opbakning, men der venter store investeringer, understreger Eva Rytter Andersen.
- Vi har brug for penge til udskiftning af køl/frys og øget køleplads.
Gjøl Brugs fik på generalforsamlingen tilsagn om fortsat arbejde fra en gruppe af frivillige, som hjælper med diverse opgaver.
- Det er skønt, at gjølboerne engagerer sig - og at vi har et flittigt og engageret personale. Så er det ingen kunst at være formand, lyder det fra Eva Rytter Andersen.