Ulden weekend i Saltum: 60 udstillere er klar
SALTUM: Alle strikkeglade kvinder - og mænd - glæder sig til weekenden 9.-10. maj, når teltdugen slås op for Saltum Uldfestival, en af de største i Europa.
Det foregår som tidligere år ved Jambo Feriecenter på Solvejen udenfor Saltum.
Mona Albrechtsen, forkvinde for festivalen, fortæller, at der bliver store telte - hver på 60 meter - med alt indenfor uld, garn, strik, broderi m.v.
- Der kommer 60 udstillere, og de kommer fra både Danmark og nabolandene, fortæller Mona Albrechtsen.
Festivalen åbner lørdag 9. maj kl. 9.30 og slutter søndag eftermiddag kl. 16.
Trine Runge Jessen, som også kalder sig Broderisten, holder åbningstalen lørdag kl. 9.30.
Udover de mange stande byder festivalen også på bl.a. modeshow, workshops, klipning af angora-kaniner og sang ved Uldkoret.
- Coronaen gav strikkeriet en opblomstring. I dag er det at strikke meget populært, ikke bare hos kvinder, men også hos mænd, siger Mona Albrechtsen, som ser frem til rigtig mange gæster.
- Vi plejer at have gæster fra hele landet og også fra udlandet, tilføjer hun.
Uldfestivalen har efterhånden kørt i mange år. Først i Saltum by, men pladsen blev for trang, og derfor flyttede festivalen til Jambo Feriecenter på Solvejen. For to-tre år siden var festivalen lukningstruet, fordi bestyrelsens medlemmer havde nået pensionsalderen og ikke længere havde så mange kræfter til det store arrangement.
- Vi kunne ikke skaffe nye og yngre til bestyrelsen. Men vi havde ikke samvittighed til at lukke en festival, som er så populær. Heldigvis kører den videre med nye kræfter, siger Mona Albrechtsen.
I weekenden 9.-10. maj er der i øvrigt også Saltum Festdage i Saltum by.
Der kører en shuttlebus mellem Saltum by og Jambo Feriecenter, så alle interesserede let kan besøge begge arrangementer.