Billede beskrivelse

Skønne dagplejebørn på slædetur: - Det er en fast tradition

14. januar 2026 kl. 06.01
Opdateret kl. 07.57

BIERSTED: Mandag formiddag var en af de helt gode for dagplejebørnene i Lone og Pouls private pasningsordning i Biersted.

Syv begejstrede unger blev placeret i hver deres kælk, og så kørte Poul afsted på havetraktoren med alle hægtet fast på række.

- De bliver bare så utroligt glade, det er skønt at se, fortæller Lone Henriksen, der driver den private pasningsordning sammen med sin mand, Poul.

Sammen passer de 10 skønne børn i alderen 0 til 3 år på gården i Biersted, hvor de i august kunne fejre 25 års jubilæum som privat pasningsordning.

- Det er ikke bare et job. Det er en livsstil. Vi er selv to store legebørn, så vi elsker det virkelig, fortæller Lone.

Billede beskrivelse

Ideen til slædeturen er ikke helt ny. Faktisk er det en årligt tilbagevendende begivenhed - når sneen falder, så er det afsted.

- Vi startede dengang vores egne drenge var små, og har gjort det lige siden.

De allermindste får lov at se til på sidelinjen, mens de større børn er på tur rundt på gården.

De yngste placeres forrest, og de ældste placeres bagerst, hvor der er allermest fart på, særligt rundt i svingene.

- Sommetider falder de af med vilje, fordi de også synes, det er sjovt, men vi har aldrig tabt nogen, forsikrer Lone med et grin.

Billede beskrivelse

Mandag aften delte de en video af den faste tradition på deres facebookside 'Lone og Pouls Private Pasningsordning' - en video, som, i skrivende stund, har fået intet mindre end 1,1 million visninger, 20.000 likes og 538 kommentarer, som alle udviser stor begejstring for Lone og Pouls initiativ.

- Det er jo helt vildt. Det er dejligt, at det bliver så positivt modtaget, selvom det jo er noget, vi har gjort i mange år, siger Lone.

I dag er sneen blevet for våd til endnu en slædetur, men hvis sneen falder igen, så er havetaktoren klar igen.

- Vi har lavet en kælkebakke i børnevenlig højde, som også er taget i brug.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste