Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mindeord: Karen var arbejdsom, omsorgsfuld og opmærksom

12. august 2026 kl. 11.02

Hanne Nielsen, formand PGU Senior, Charlotte Thorsager Kronborg, formand PGU Pandrup og Inger Kristensen fhv. formand PGU Pandrup skriver følgende mindeord om Karen Kjædegaard Jensen.

PANDRUP: Et stort og aktivt foreningsmenneske er ikke iblandt os mere. Karen Kjædegaard er død, 89 år gammel.

Med Karens død har PGU Pandrup mistet et menneske, som gennem et langt liv satte et helt særligt og varigt præg på foreningen og på det folkeoplysende arbejde i vores lokalområde.

Karen var et foreningsmenneske i ordets allerbedste betydning. Hun var gymnast, delingsfører, gymnastik- og folkedanseinstruktør, igangsætter og leder, men først og fremmest var hun optaget af mennesker og af det fællesskab, der opstår, når vi mødes om bevægelse, sang, fortælling og samtale.

Gymnastikken og PGU fulgte Karen gennem næsten hele livet. Allerede som barn var hun gymnast i foreningen, og som ung førte hendes interesser til ophold på Danebod Højskole. Opholdet på Danebod gav hende et fundament, som hun byggede videre på gennem et langt liv, som aktiv i foreningsarbejde og instruktør i gymnastik og folkedans.

Fra 1969 til 1979 var Karen formand for PGU Pandrup. Det var 10 år, hvor hun med engagement, idérigdom og en stærk forankring i den grundtvigske folkeoplysning var med til at udvikle foreningen.

Men Karens måske største og mest langtidsholdbare aftryk finder vi i arbejdet for seniorer. I 1971 var hun med til at starte Op i Årene, som siden udviklede sig til PGU Senior. Karen stod i spidsen for seniorarbejdet helt frem til 2010. Gennem næsten fire årtier var hun med til at skabe et tilbud, hvor motion aldrig stod alene. Fællessang, fortælling, foredrag, samvær og glæden ved at være sammen var lige så vigtige dele.

Karen holdt af traditionerne, men var aldrig bange for fornyelse. Hun var altid parat til at lade sig inspirere og prøve noget nyt. Hun lærte gerne nye sange og fulgte med i nye trends inden for gymnastikken og senioraktiviteterne. Hun havde en særlig evne til at tage det nye til sig - og få andre med.

Mange af Karens initiativer lever videre den dag i dag. Mødestedet hver onsdag, Seniorgudstjenesten og Humørposten for PGU Senior er eksempler på det. Aktiviteter og traditioner, der på hver sin måde fortæller om det, Karen lagde så stor vægt på: fællesskab, aktivitet, oplysning og det gode humør.

”Humør med PGU Senior” blev et slogan - men ordene fortæller også noget om den ånd, Karen var med til at skabe, og som fortsat lever i seniorarbejdet.

Seniorgudstjenesten fik en ganske særlig plads. I 1999 fik Karen idéen om en årlig seniorgudstjeneste, hvor lægfolk skulle medvirke som prædikanter med afsæt i den grundtvigske livsoplysning. Året efter blev den første PGU Seniorgudstjeneste holdt i Jetsmark Kirke.

At Seniorgudstjenesten stadig samler mennesker i Jetsmark Kirke 26 år senere, fortæller måske bedre end mange ord, hvad Karen formåede: Hun fik ikke bare idéer. Hun skabte noget, som andre kunne bygge videre på. 

Karens engagement rakte langt ud over PGU. Hun tog del i bestyrelses- og foreningsarbejde mange steder og bar hele livet sin grundtvigske opvækst og skolegang med sig. Hun troede på oplysning, på sangen og det levende ord - og på menneskets ansvar for fællesskabet.

I 2010 blev Karen udnævnt til æresmedlem af PGU. Det var en meget fortjent anerkendelse af en enestående og mangeårig indsats.

Vi, der siden har fået ansvar i PGU, har kunnet bygge videre på det solide fundament, som Karen og hendes generation var med til at skabe. Hendes engagement, vedholdenhed og blik for fællesskabet fortjener stor respekt. For Karen vidste, at en forening aldrig blot handler om aktiviteter og programmer. Den handler først og fremmest om mennesker.

Og netop mennesket Karen skal også huskes.

Karen var arbejdsom, omsorgsfuld og opmærksom på mennesker omkring sig. Hun havde et positivt livssyn og en særlig evne til at se lyst på tingene. Glæder skulle ikke gemmes - de skulle deles med andre.

Den livskraft og livsglæde, der kendetegnede Karen, er blevet givet videre til mange mennesker gennem hendes lange liv. Ikke mindst til hendes familie - hendes tre børn, Anne, Erik og Inger, og hendes syv børnebørn. Karen nåede også at opleve glæden ved at blive oldemor til to.

Når vi i PGU tager afsked med Karen, gør vi det med stor taknemmelighed. For hendes arbejdsomhed og omsorg, for hendes mange idéer og initiativer, for hendes videbegær og lyst til fornyelse - og for den livsglæde, hun så gavmildt delte med andre.

Meget har forandret sig i PGU gennem årene. Nye aktiviteter og nye generationer er kommet til. Men meget af det, Karen stod for, består: glæden ved bevægelsen, sangen og det levende ord, folkeoplysningen, fællesskabet og viljen til at gøre noget for andre.

Mange af de frø, Karen såede gennem et langt og aktivt foreningsliv, lever videre. I aktiviteterne, i fællesskaberne - og i de mennesker, hun mødte på sin vej.

Æret være Karen Kjædegaards minde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste