Nyt initiativ: Nu kan naturen opleves med pop-up ruter
JAMMERBUGT: Jammerbugt Kommune gør det nemmere at komme ud i naturen med et nyt koncept, hvor lokale vandreruter bliver markeret i en begrænset periode.
Bag initiativet står Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i samarbejde med lokale frivillige.
Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Du behøver ikke rejse langt for at få en god naturoplevelse. Den ligger måske lige rundt om hjørnet.
Det er tanken bag Pop-up ruter i Jammerbugt, hvor udvalgte vandreruter bliver midlertidigt afmærket, så både borgere og besøgende får en anledning til at snøre vandreskoene og opleve nye sider af kommunen.
Den første rute åbner fredag 14. august kl. 16.00 på Øland, hvor alle interesserede inviteres med på en guidet fællestur. Her sætter formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, officielt initiativet i gang.
- Vi er omgivet af en fantastisk natur, men nogle gange skal der ikke mere end en lille invitation til, før man kommer afsted. Med Pop-up ruterne vil vi gøre det nemt at komme ud, opleve nye steder og få motion undervejs. Samtidig giver vi lokalsamfundene mulighed for at vise de steder frem, som de holder allermest af, siger Helle Bak Andreasen.
Natur, bevægelse og lokale fortællinger
Hver Pop-up rute udvikles i samarbejde med lokale værter, som udvælger den rute, de mener bedst fortæller historien om deres område.
Undervejs kommer deltagerne forbi udsigtspunkter, naturperler, kulturhistoriske steder og skjulte stier, som mange ellers aldrig ville opdage. Det giver hver rute sit eget særpræg.
- Det er de lokale, der kender området bedst. De ved, hvor den smukkeste udsigt er, hvilke stier der gemmer sig i landskabet, og hvilke historier der gør området levende. Den lokale viden vil vi gerne bringe i spil, samtidig med at vi skaber nye fællesskaber omkring naturen, siger næstformand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Mette Vestenbæk.
En invitation til at komme ud
Projektet er en del af Jammerbugt Kommunes arbejde med at skabe attraktive lokalsamfund og gøre det lettere at leve et aktivt liv.
I løbet af efteråret etableres de første tre til fire Pop-up ruter rundt omkring i kommunen. Ruterne markeres med flag i ti dage ad gangen, hvorefter de flytter videre til et nyt lokalområde.
Nogle ruter fører gennem skov og åbent land, andre langs søer eller kyst. Fælles for dem alle er, at de viser den forskelligartede natur i Jammerbugt Kommune gennem lokale øjne.
Kommunen håber, at mange vil tage godt imod initiativet og invitere familie og venner med på en gåtur. Hvis pilotprojektet bliver en succes, er ambitionen at udvide ordningen med flere ruter og flere lokalsamfund i 2027.