Blæsten drillede, men kunne ikke ødelægge By Night
AABYBRO: Blæsten drillede, men det blev alligevel en rigtig god dag og aften.
Det er konklusionen på årets By Night og sommerfest i Aabybro fra Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handel.
- Havde det været fem grader varmere og vindstyrken noget lavere havde det været perfekt. Men det blev bestemt et godkendt By Night arrangement med rigtig flot opbakning fra byen borgere, siger Thomas Sørensen.
Da festen for alvor gik i gang omkring spisetid var vinden så hård, at Thomas Sørensen måtte udskyde at sætte to hoppeborge op. Frygten var, at de store jordspyd ikke kunne holde hoppeborgene fast, men blive sendt gennem luften, når vinden blæste hoppeborgene væk.
De kom dog op et par timer senere, da vinden løjede af.
Men trods den hårde vind, var der masser af folk, som havde valgt at indtage aftensmaden på pladsen midt i centret.
Der var kun få ledige pladser ved de opstillede borde. Meny havde et godt tilbud til de fremmødte: Grillet svinekam med flødekartofler og salat. 350 kuverter var fremstillet.
- Sidste år havde vi kæmpe succes med helstegt pattegris. Det er vi desværre ikke i stand til at servere i år på grund af arbejdet med opbygningen af butikken efter brande, men vi har så et andet tilbud i år, fortæller Meny-chef Casper Nielsen.
Og det tilbud blev der taget godt imod.
- Jeg er meget glad for at se den store opbakning og interesse, der er for vores mad, lød det fra Casper Nielsen.
Der var også mad hos Cafe Rohde, hvor alle indendørs pladser var besat, og på torvet ved busterminalen fik Aabybro Pizza og Steakbhouse solgt over 150 portioner af deres oksekøds-tilbud. Var man mere til pøl,ser, var Lises pølsevogn at finde i centret.
Og skulle man få lyst til en softice, havde mejeriejer N. H. Lindhardt parkeret sin softice-bil i centret. Han havde taget Sille med som hjælper.
- Jeg har været med i rigtig mange år. I aften vil jeg også ud og se hvad der sker rundt om i byen, fortalte N.H. Lindhardt, mens Sille overtog betjeningen af softice-maskinen.
Sille, som er fra Aabybro, har arbejdet i mejeriets is-cafe siden hun blev student, men skal nu i gang med en uddannelse.
- Jeg skal i lære som mejerist på mejeriet, siger hun med et stort smil.
- Jeg synes, det er et rigtig spændende job, og jeg glæder mig, tilføjer hun.
Aabybro Handel havde inviteret foreningerne i Aabybro-området til at deltage i By Night og vise, hvad de har at byde på. Det tilbud havde flere foreninger taget imod. Bl.a. Aabybro IF, som havde etableret en lille boldbane med små mål.
- Jeg synes, det er en kanon-ide, at invitere foreningerne. Jeg er meget overrasket over, at vi havde så mange besøgende - både her fra Aabybro, men også fra Pandrup og Brovst, siger AaIF-formand Hans Arne Lillien Pedersen.
Fodslaw var med, og det samme var en nok lidt mere ukendt vandreforening, nemlig Fodtudserne.
- Vi arrangerer ugentlige gåture i den dejlige natur her i kommunen, fortæller Hanne Larsen, der er næstformand i foreningen.
Her i sommerhalvåret er der en tur hver tirsdag aften kl. 19, mens de ugentlige gåture i vinterhalvåret er lørdag eftermiddag kl. 13.
På tirsdag 11. august er der en tur på Øland, og tirsdag 18. august er der en tur på Gjøl.
Udover de ugentlige ture er der også heldags- og flerdagsture. Eksempelvis er der på lørdag 15. august en heldagstur til Tornby Plantage.
Der er lidt mere gang i bentøjet hos foreningen Kom og Dans, som har taget musik og danseglade medlemmer med. Til kendte toner fra dengang Swing og Rock'n Roll var moderne viser flere par, hvad de laver i foreningen Kom og Dans.
Lene Jensen, der er danselærer. fortæller, at der starter nye hold torsdag 13. august kl. 19 i Forsamlingshuset i Birkelse, det er ved Vedsted Friskole.
- Alle kan være med. Og har du ikke en partner, klarer vi også det. fortæller Lene Jensen. og tilføjer, at de første par gange er det gratis at deltage.
Den nystiftede Aabybro Dartklub har taget en mobil dartbane med til By Night og samtidig kan Jack Møller Jensen fra foreningen vise den ny kluddragt, som lokale sponsorer har været ned til at finansiere.
Et fast indslag ved By Night er bilerne - både de nye og veteranerne.
Ernst Knudsen fra Aalborg har taget turen til Aabybro for at vise sin flotte blå Volvo 544, B16 fra 1960.
- Jeg købte bilen i begyndelsen af 1970'erne for 29.000 kr. Den har fået to nye forskærme og lavet et par huller. Ellers er der ikke pillet ved den, siger Ernst Knudsen.
Den fine Volvo har kørt 290.000 km.
Ernst Knudsen har også en VW Touran, som han bruger til daglig, men pladsen i garagen er til Volvo'en.
- Touran'en må holde udenfor, fortæller Ernst Knudsen med et smil.
Musik overalt
Aabybro Handel havde i år sørget for, at der var levende musik mange steder i byen.
- Jeg synes, det var en succes. Det er hyggeligt, at man kan gå rundt i byen og opleve flere musikalske indslag. Det er noget andet end vi er vant til ved By Night, men jeg er sikker på, at vi også fremover vil sørge for, at der er masser af musikalsk underholdning, siger Thomas Sørensen.
Bl.a. var der levende musik på torvet ved Busterminalen. Store dele af året er det er lidt kedeligt torv uden ret meget liv.
Men ved By Night var der liv og hygge på torvet. Aabybro Handel har planer om at gøre torvet til et sted med musik.
- Vi arbejder på at få lavet en mobil-scene, der kan rulles frem på torvet. Vores ide er, at der i sommerhalvåret skal være flere koncerter på stedet. Vi tror, det kan blive hyggeligt med musikalsk underholdning på torvet, siger Thomas Sørensen og tilføjer, at det først bliver i sommeren 2027, der bliver inviteret til musik på torvet.
Thomas Søren glæder sig over, at der var rigtig mange folk i byen trods det lidt blæsende vejr.
- Byens forretninger melder om et rigtig godt salg, og det er glædeligt, siger formanden for Aabybro Handel.