Lokale musical-arrangører giver sig selv benspænd
JÆGERUM: Der er grandprix-stemning for alle pengene, når Teaterforeningen Skovspillene har præmiere på musicalen ”Vi maler byen rød” torsdag 12. august i Jægerum Søpark.
Det bliver til et genhør med alle de store danske grandprix-hits fra 80’erne og 90’erne som ”Disco Tango”, ”Vi danser rock og rul” og ”Sku’ du spørg’ fra nogen?”.
- Forestillingen har ikke været uden benspænd, for det har været svært at finde de helt rigtige 80’er-kostumer i pang- og neonfarver og med store skulderpuder, fortæller instruktøren Bendt Vinge Rasmussen.
- Det er lidt pudsigt, for da i sin tid opførte Grease, der foregår i slutningen af 50’erne, havde vi ingen problemer. Men vi er da kommet i mål – og det bliver et festligt syn, når vi danser os gennem 80’erne og 90’erne.
Et stort show
"Vi maler byen rød" har 22 medvirkende, primært unge mennesker fra det meste af Jammerbugt Kommune, og de har været i gang med prøverne siden påske.
Der er naturligvis blevet øvet replikker og scenegange, alt sammen under ledelse af instruktør Bendt Vinge Rasmussen, men også sange og dansetrin har været på øveprogrammet under kyndig instruktion af en sanginstruktør og en koreograf, begge professionelle, så festen på scenen får fuldt udtryk.
For musikken sørger et femmands band med kapelmester Henrik Leding Skøtt i spidsen.
Med de medvirkende på scenen og hjælpere bag og ved siden af scenen er tæt ved 50 frivillige involveret i årets opsætning.
Onsdag, torsdag og fredag opføres ”Vi maler byen rød” kl. 19.00, mens der lørdag og søndag bydes på eftermiddagsforestillinger kl. 14.00.
I regi af Teaterforeningen Skovspillene har der siden 2003 været opført friluftsforestillinger, først i Sdr. Skovsgård Skov, siden og nu i Jægerum Søpark ved Halvrimmen. Skovspillene er en fast bestanddel af teater- og musiksommeren i Jammerbugt.