Ejendomsmægleren Mathias rykker ind i Brovst
FJERRITSLEV: Fra januar 2026 udvider Nybolig sin lokale tilstedeværelse i Jammerbugt Kommune.
Det sker, når ejendomsmægler Mathias Nørskou Overgaard bemander Nybolig Brovst og samtidig overtager ejerskabet af Nybolig Fjerritslev. Dermed samles tre Nybolig-forretninger under én ledelse i kommunen, fortæller Nybolig i en omtale.
Nybolig Brovst, der hidtil har fungeret som udstillingsforretning, vil fremover have faste medarbejdere i butikken. Christian Kortegaard, som er bosat i Brovst, tiltræder som ny butikschef og får ansvaret for den daglige drift og den lokale forankring.
- Brovst og omegn er præget af stærke fællesskaber og et boligmarked, hvor relationer og tillid er afgørende. Det er en kultur, der bliver bygget videre på, udtaler Mathias Nørskou Overgaard.
Samtidig overtages Nybolig Fjerritslev efter Louise Lund Grynderup, der gennem mange år har ydet en betydningsfuld indsats i området. Med forretninger i Aabybro, Brovst og Fjerritslev kan Nybolig nu tilbyde et lokalt forankret team, der dækker hele Jammerbugt Kommune – inklusiv Løkken og sommerhusområderne langs kysten.
Den nye indehaver har mange års erfaring med boligmarkedet i området og har siden 2006 arbejdet i Nybolig. Næste år kan han fejre 20-års jubilæum i branchen.
- Der er stor forskel på boligmarkedet i eksempelvis Gøttrup og Brovst, og sommerhusområder som Nørre Lyngby og Thorup Strand tiltrækker vidt forskellige købere. Derfor er det en styrke, at medarbejderne kender lokalområdet og selv bor her. Det kommer både købere og sælgere til gode, siger han.
I alt bliver otte medarbejdere tilknyttet de tre forretninger i Jammerbugt Kommune.