Billede beskrivelse

Danny udstiller i Holland

24. januar 2026 kl. 10.47

GJØL: Gjøl-kunstneren Danny Heinricht, der også er manden bag Kunstlade Gjøl, udstiller i øjeblikket på kunstmuseet Musiom i den hollandske by Amersfoort nær Utrecht i det centrale Holland.

Heinrichts billeder er en del af udstillingen Drømme og Visioner, som museet viser i øjeblikket.

- Udstillingen er sammensat af kunstværker af seks kunstnere. Fire fra Holland og to fra Danmark, fortæller Danny Heinricht.

Billede beskrivelse

- Helle Rask Crawford, som er fast deltager i mine udstillinger på Gjøl, og jeg er de to danske deltagere. Helle er den eneste billedhugger i udstillingen. Vi andre udstiller malerier, og jeg har også enkelte blyantstegninger med.

- Udstillingen giver et godt indtryk af surrealismen og magisk realisme. Man kommer som besøgende rundt i de forskellige verdener, som seks kunstnere skaber. Hver kunstners verden er anderledes. Surrealisme og magisk realisme har mange, mange udtryk. Fantasi fører i mange forskellige retninger. Det er en stor ære og fornøjelse at være blandt de udstillende kunstnere på Musioms aktuelle udstilling, der præsenterer så dygtige kunstnere.

International karriere

Danny Heinricht er godt på mod en international karriere med sine malerier. Omkring årsskiftet var han også i Sverige, hvor han deltog i en udstilling i Landskrona.

Kunstneren og galleriejeren har i øvrigt besluttet at ændre navnet på galleriet på Gjøl, som han nu har drevet i ni år.

- I det nye år justerer vi navnet en smule og ”Kunstlade” forlader os. Fremover hedder vi Galleri Gjøl. Hverken mere eller mindre. Det er mere mundret, nemt at huske, og det formidler lynhurtigt overfor nye kunder, at vi er et rigtigt, pænt og veletableret galleri (og hvor man kan finde os), skriver Heinricht i sin nytårshilsen.

Han har endnu ikke taget stilling til, hvordan navneskiftet skal markeres.

- Måske vil vi fejre det med en event, hvis travlheden tillader det. Derudover forbliver alt ved det gamle. Også i det nye år, siger Danny Heinricht.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste