Anni er ikke en helt almindelig frisør
Anni Pedersen er ikke en helt almindelig frisør. Hun er Hjemmefrisøren i Jammerbugt og har derfor, som navnet siger, ingen fast arbejdsplads, men klipper, vasker og permanenter hjemme hos kunderne.
- Det nyder mange især lidt ældre kunder godt af. Hvis man af den eller anden grund har lidt svært ved at komme hjemmefra, så er det bare at ringe. Så kommer jeg ud og ordner håret. Hele min salon er samlet i tasker – og når jeg er færdig, rydder jeg også op efter mig og fejer også. Så det er nemt for kunderne, fortæller Anni Pedersen, der nu har arbejdet som frisør, siden hun blev uddannet for 45 år siden.
- Jeg har lidt svært ved at sidde stille, så jeg begyndte for mange år siden med at tage rundt til markederne og klippe markedsfolket. I en årrække var jeg blandt andet fast på markedet i Brønderslev – og det førte så til, at jeg åbnede min forretning i Brovst for 28 år siden.
- Det har været en succes. For der faktisk mange mennesker, som har svært ved at komme til frisøren. Dem hjælper jeg så – og det har givet mig mange faste kunder, som jeg har klippet i årevis.
En kop kaffe og en snak
- Så lærer man dem jo at kende, for vi får også gerne en kop kaffe og en snak, mens jeg ordner håret. Det er hyggeligt. Jeg har nemt ved at snakke med folk, så det hjælper jo også. Det er et godt arbejde, som giver mening for mig.
- Generelt har nok at lave, men det er lidt forskelligt, hvor meget jeg når på en dag. Men jeg har mellem 2 og 8 kunder hver dag.
Blandt de mange kunder er blandt andre Eva Hilda Jensen fra Saltum, der i dag bor på Saltum Plejecenter. Men hun har brugt Anni Pedersen som frisør i mange år. Først i hjemmet, siden i pensionistboligen og nu, hvor hun bor på Saltum Plejecenter.
- Jeg er glad for Anni. Hun er så sød og ved lige, hvordan jeg skal have ordnet håret, siger Eva Hilda Jensen, mens hun får håret permanentet. Ikke fordi hun skal til stor fest, men bare for at forkæle sig selv.
- Selv om jeg jo ikke er helt ung, vil jeg jo gerne se ordentlig ud.
Anni Pedersen har mange kunder på Saltum Plejecenter.
- Saltum plejecenter er lidt specielt. For de har deres egen frisørsalon. Den passer jeg så en gang om måneden. Men også her er det nødvendigt med grejet i taskerne. For nogle af beboerne bruger kørestol og kan ikke uden videre bruge salonen. Så ordner jeg deres hår på værelset, fortæller Anni Pedersen.
Ingen planer om at stoppe
- Der er slet ingen tvivl i mit hjerte. Det var den helt rigtige beslutning, jeg tog, da jeg startede hjemmefrisørforretningen. Jeg elsker mit arbejde og kunderne, så jeg har ingen planer om at stoppe, selv om jeg efterhånden er blevet 62 år, siger Anni Pedersen.
- Jeg bliver ved så længe, jeg kan holde på en saks.
Anni Pedersen har kunder i hele Jammerbugt kommune – og en gang i mellem krydser hun også kommunegrænsen med kunder i blandt andet Tylstrup og Frøstrup.
- Men udgangspunktet er Jammerbugt kommune. Det giver jo ikke mening at bruge al tiden i bilen. Der skal jo også være tid til at ordne hår, siger den glade hjemmefrisør.