Billede beskrivelse

23 år med brød og kager: Tiden er løbet afsted

29. december 2025 kl. 11.01

HALVRIMMEN: Tre dage før juleaften kunne Lisbeth og Ole Mikkelsen fejre, at det var 23 år siden, at de blev selvstændige med Halvrimmen Bageri.

- Tænk sig, at der nu er gået 23 år, sider Lisbeth Mikkelsen.

- Det er slet ikke til at forstå. Tiden er bare løbet af sted.

Det var egentlig ikke nogen stor omvæltning, da parret fik foden under eget bord.

Billede beskrivelse

- Der har været bageri her i Halvrimmen i over 100 år, så det var ikke sådan, at vi skulle starte helt fra bunden. De vi overtog bageriet, havde Ole arbejdet der i en snes år, så det var egentlig meget naturligt, at vi tog udfordringen op og kastede os ud i det, fortæller Lisbeth Mikkelsen.

- Og selv om der har været mange udfordringer undervejs, er vi her jo stadigvæk, konstaterer hun.

En institution på egnen

Halvrimmen Bageri er lidt af en institution på egnen – og mange af kunderne kører gerne langt for at smage det friskbagte brød og de lækre kager fra bageriet, der ligger godt placeret på hovedvejen mellem Aalborg og Thisted. Det er et populært bagerpar, der driver forretningen.

Da Lisbeth Mikkelsen, der udover at stå i butikken, også er bageriets some-medarbejder, lavede et opslag på Facebook om fødselsdagen, udløste det øjeblikkeligt næsten 700 likes – og også næsten 100 lykønskninger fra glade og tilfredse kunder – og der blev ikke sparet på roserne.

Billede beskrivelse

”Verdens bedste bageri”, lød det lakonisk fra en af de mange tilfredse kunder.

Halvrimmen Bageri har stor succes med kager til alle anledninger – og hele tiden kommer der nye kreationer fra Ole Mikkelsens trænede hånd.

Til nytår byder bageriet på en helt særlig dessertkage, hvor citronfromage og fransk citrontærte møder hinanden.

- Årets kage består af en mørdejsbund med marcipan og kransekagekant, lemon curd, gammeldags citronfromage, med flamberet marengs på toppen. Et friskt indspark, der kan nydes både som dessert eller til aftenskaffen, fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Nytårskagen skal bestilles senest den 30. december og afhentes i forretningen onsdag efter kl. 9.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste