Lokalt livsstilshus mødte ind til våd overraskelse
BLOKHUS: Det er nok de færreste, der drømmer om at se en vandskade som det første, når de træder ind ad døren på arbejdspladsen.
Sådan var virkeligheden dog desværre tirsdag morgen, da medarbejderne i Kalstrup Livsstilshus mødte ind.
Lagerchefen var den første, der opdagede det våde problem, fortæller indehaver Tine Kalstrup.
- Vi har en ret stor bygning, og der lå en masse sne på taget. Når det tør, kan trykket blive så stort, at der kommer vand ud hernede, siger Tine Kalstrup.
Hun har drevet Kalstrup Livsstilshus, der ejer Kalstrup Livsstilshus med sin mand, Henrik Kalstrup.
- Det skal nok løse sig, men vi havde da helst været det foruden, siger hun.
De andre medarbejdere mødte heldigvis ind hurtigt efter lagerchefen, så der var mange til at svabre, fjerne sne fra taget og skaffe hjælp.
- Det er godt, at der er hjælp tæt på os her i byen. Vi ringede efter nogle af vores lokale samarbejdspartnere, som kom med det samme og hjalp os. Der er ikke sket nogen materielle skader, og det er jo ikke højsæson, så vi har tid til at håndtere det, siger Tine Kalstrup.
Derfor har de heller ikke behøvet at holde lukket.
- Kunderne er hjerteligt velkomne, siger hun.