Vesterhavsrock: Uden mad og drikke…
FJERRITSLEV: Det er store mængder drikkevarer, der skal til, når Fjerritslev går til Vesterhavsrock.
- Vi er godt forberedt og har bestilt rigeligt med drikkevarer til de to dages fest, fortæller barchef Niki Randbøll Larsen.
- Da vi startede fredag havde vi 900 flasker spiritus, 20.000 shotsrør og 4.500 appelsiner til friskpresset juice på lageret. Hertil kommer så 20.000 liter fadøl.
Friskpresset juice hitter
Det var især fadøllet og den friskpressede juice med en forsvarlig mængde vodka, der var det store hit i fredagens varme.
- Vi har solgt vanvittigt mange liter juice fredag eftermiddag lige fra vi åbnede, fortalte juice-barens Ina Sand, der allerede ved 17-tiden var ved at miste stemmen efter snakken med de festglade kunder.
Også drinks har holdt sit indtog i koncert-sortimentet. Her kan man vælge mellem de farvestrålende Astronaut, Filur og Københavner-stang, ligesom Niki Randbøll Larsen i baren også kan diske op med klassikeren Morgan Whisky og cola.
Streetfood i lange baner
Vesterhavsrock er en lang fest begge dagene, så der skal også fast føde til. Her har festarrangørerne allieret sig med en række foodtrucks, der byder på alt fra burgere, pølser, fish’n chips, kinabokse til churros.
To af de syv foodtrucks – kinaboks og churros - tilhører Kasper Kjær fra Toftlund i Sønderjylland – kendt i streetfoodkredse som Kasper Churros.
- Fredag aften gik salget OK, men ikke prangende, fortæller Kasper Kjær.
- Det er vejret. Det skal være godt for, at der kommer mange mennesker, men hvis det er for varmt, spiser de ikke så meget. På den måde ligner vi streetfood-sælgere bønderne. Vi er aldrig helt tilfreds med vejret.
- Men lørdag ser det ud til at blive knap så varmt – så det ender nok med en god weekend, trods alt. For Vesterhavsrock er en god fest med mange deltagere. Her kan vi lide at være, siger Kasper Churros.