Billede beskrivelse

Turistsamarbejde skal tiltrække nye investeringer

17. september 2018 kl. 10.38

Jammerbugt Kommune tager i samarbejde med Hjørring Kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania det første skridt mod en realisering af sommerens udviklingsplan for vestkysten. Målet er at tiltrække nye investeringer.

Det var i juni, at "Partnerskab for Vestkystturisme" lancerede en plan for den samlede vestkyst. Kysten, vandet og landskaberne binder området sammen som destination - og med udviklingsplanen blev der tegnet en ny geografi, der går på tværs af administrative skel. For analyserne viser, at turister ikke går op i kommunegrænser, men ønsker kvalitet og service.

Derfor gik Hjørring og Jammerbugt Kommune i samarbejde om Blokhus-Løkken - støttet af Realdania. Udviklingsplanen skal virke lokalt og samtidig bygge på de udviklingsprincipper, man er blevet enige om i partnerskabet.

- Det er spændende, at Realdania er gået ind i den samlede udviklingsplan for Vestkysten, og at de kan se potentialet i et samarbejde med os. Turismen betyder meget for Blokhus-Løkken, og derfor er arbejdet med at omsætte de gode principper i den overordnede udviklingsplan til mere konkrete planer for vores lokalområder uhyre vigtigt. Vi skal være modige, tænke anderledes og sikre høj kvalitet, så vi også fremover er en attraktiv destination - og et aktiv for hele Vestkysten, siger Mogens Chr. Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Inddragelse af borgere, foreninger og erhvervsdrivende er en forudsætning for at skabe en visionær og bæredygtig plan.

- En stærk udviklingsplan kræver stærk forankring i de lokalsamfund, som planen handler om. Derfor indbyder vi både frivillige og kommercielle kræfter til dialog og samarbejde, så vi får bragt de gode ideer og den lokale viden bedst muligt i spil. Når vi er fælles om turismesamarbejdet, står vi stærkere til at udnytte områdets store styrker og til at skabe opmærksomhed omkring et af Danmarks mest populære turistområder. Med en konkret plan i hånden, bliver det nemmere at bane vejen for ambitionen om at tiltrække konkrete investeringer, lyder det i samme pressemeddelelse fra Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune.

Realdania var en aktiv part i udarbejdelsen af den samlede Udviklingsplan for Vestkysten, der blev politisk behandlet inden sommerferien. Realdania støtter nu også den lokale udviklingsplan for Blokhus-Løkken og sekretariatschef Jens Böhme ser frem til at omsætte de samlede visioner til lokale planer:

- Nu trækker de første lokalpolitikere i arbejdstøjet - endda på tværs af en kommunegrænse - og jeg ser frem til samarbejdet. De står på skuldrene af den samlede Udviklingsplan for Vestkysten og skal udvikle LøkkenBlokhus inden for de udviklingsprincipper, der er givet heri. Beskyttelsen af den unikke natur er f.eks. et vigtigt udviklingsprincip, som bliver spændende at følge i de lokale planer, siger han.

I løbet af efteråret 2018 vil et åbent dialogmøde skyde processen i gang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste