Syv naturvidenskabelige foredrag i Kino
Fjerritslev Kino viser igen dette efterår direkte sendte naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet. Det foregår i regi af Folkeuniversitetet, og de populære foredrag streames til næsten 200 skoler, kulturcentre, biografer og gymnasier i hele landet samt Grønland og Færøerne.
Første gang er tirsdag 25. september, hvor temaet er "Smagen af øl". Der koster det lidt for at være med i Kino, fordi der er inkluderet smagsprøver. Ellers er alle foredrag gratis.
Der streames fra universitets Søauditorium, og de to kapaciteter bag øl-foredraget er brygmester Zoran Gojkovic og Erik Lund fra Carlsberg Laboratorium. De fortæller om maltens, gærens og humlens betydning for smagen i fem øltyper, og for hver type får man en smagsprøve undervejs.
Siden følger foredrag om kvantefysik, om naturens nyttige dræbermolekyler, vores indre liv med billioner af bakterier, om ældning, om vulkaner og om antistoffer. Det sidste foredrag holdes 20. november.