Billede beskrivelse

Sommervejret svinger: Jesper fik en god idé

22. juli 2023 kl. 06.01

Det populære gade-tog Brovst Fut har netop haft premiere på ”vers 2.0 – nu også med tag”.

Det er lokomotivfører Jesper Nors Baron, der har taget initiativ til opgraderingen.

- Selv om vi elsker den danske sommer, kommer vi ikke udenom, at den kan være lunefuld. Som vi har set det de seneste uger, byder sommeren ofte på regn, så nu har vi fået sat tag på togvognene, så passagererne kan sidde i tørvejr, selv om det drypper lidt, siger Jesper Nors Baron.

Billede beskrivelse

Den nye udgave af Brovst Fut havde premiereafgang torsdag, hvor der var levendegørelse af Bratskov. I fint, om end blæsende vejr, så taget gjorde ikke den store forskel netop den dag. Passagererne stod da også i kø for at komme med på stationen, som i dagens anledning var flyttet til indgangen ved Bratskov.

Populært tilbud

- Vi kører med Fut, hver gang der sker noget i Brovst. I øjeblikket om torsdagen, når der er levendegørelse på Bratskov, og når der er sommeraktiviteter i Jernbanegade på fredage og lørdag – blandt andet ved open by night-arrangementerne. Men også ved juletid til julemarkedet.

Passagererne på gadetoget er både børn og barnlige sjæle, som har lyst til en rundtur i gaderne i Brovst. Det er et populært og gratis tilbud, som mange benytter sig af.

- I mange familier er det nærmest en tradition, at børnene lige skal have en rundtur med Fut, når vi kører, siger Jesper Nors Baron.

Brovst Handelsstandsforening anskaffede Fut i 2019. Jesper Nors Baron har været lokomotivfører siden begyndelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste