Ny præstegård blev indviet

18. september 2018 kl. 13.07

Lørdag den 15. september var der indvielse af den nye præstegård i Biersted. Det var en indvielse, som trak mange deltagere.

Den nybyggede præstegård blev altså taget godt imod, og folk så resultatet i de to bygninger med egne øjne. Menighedsrådsformand Birgitte Skov Sanden og sognepræst Sofie Gjørup Winkel tog imod og viste rundt.

Der var dækket op med forfriskelser til de gæster, som havde valgt at kigge forbi.

I sin tale vendte Birgitte Skov Sanden, hvordan projektet startede. Flere arkitektfirmaer gav deres bud på, hvordan præstegården skulle laves, og valget faldt på arkitekterne P+P fra Thisted. Efter flere møder om økonomi og ønsker blev byggeriet påbegyndt.

Arkitekt Asger Thorsen fra P+P takkede ved indvielsen for det gode samarbejde mellem menighedsråd, håndværkere og arkitekter og tilføjede, at han var stolt af resultatet i Biersted.

Provst Folmer Toftdal-Olesen fra Jammerbugt Provsti indtog også talerstolen og fortalte, at man som præst i tjenestebolig har brug for et sted med gode arbejdsforhold. Det opfyldte den gamle præstegård ikke, da den blandt andet havde skimmelsvamp. Derfor måtte man bygge nyt.

Han opfordrede også til at bruge og fylde de nye rammer.

Foruden talerne var der trylleshow til de fremmødte børn og barnlige sjæle ved tryllekunstner Christian De Wilde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste