Langeslund Kulturfestival var en lysende aften i mørket
ARENTSMINDE: Netop i disse dage er det slut med de lyse nætter i Jammerbugt Kommune. Det benyttede Langeslund Kulturforening til en stemningsfuld Kulturfestival lørdag, mens mørket brød frem.
Kulturfestivalen samlede et par hundrede deltagere i Langeslund have, hvor de hyggede sig med musik og underholdning allerede fra eftermiddagen af. Da solen gik ned ved 21-tiden, blev der tændt op i nogle olietønder, der fungerede som fakler og oplyste festpladsen, mens orkestret Ugler i Mosen trykkede den af fra scenen som dagens sidste orkester.
- Det er bare smadderhyggeligt. Vi har en fest sammen, sagde Regina Mortensen, der var til Kulturfestival sammen med vennerne Sem Heerrschob og Frederikke Andersen.
En god tradition
- Det var en succes hele dagen og aftenen med, fortæller Brian Hyllested fra Langeslund Kulturforening, der nu for tredje år i træk arrangerede Kulturfestival i Arentsminde.
- Vejret så ikke for godt ud fra morgenstunden af. Men det gik – og det holdt tørvejr om aftenen, så det var rigtig hyggeligt.
- Det er et stort arrangement for vores lille forening, men heldigvis har vi masser af frivillige, der giver en hånd med.
- Sådan et arrangement betyder meget for sammenholdet i vores lille by. Man får en snak med naboen, som man måske ikke får til daglig – og så er det et rigtigt godt sted for tilflyttere at lære os at kende.
- Jeg er ret sikker på, at vi vender tilbage igen næste år, siger Brian Hyllested.