Halloween-pynt blev til julepynt
Man skal ikke undvære julelys og julepynt på vejene, selv om man bor på landet. Det mener den gruppe frivillige på Øland, som står bag det store Halloween-arrangement, der hvert år holdes i den lokale skov på Glarborgen.
Så sidste weekend rykkede de frivillige ud med julepynt og en frontlæsser og pyntede de to små sammenhængende landsbysamfund på Øland op til jul. Så nu stråler Hammershøj og Østerby om kap med de meget større byer, hvor handelsstandsforeningerne som regel sørger for julepynten.
- Det var en ide, vi fik for et par år siden. Op til Halloween havde vi pyntet med halmballer ved indkørslerne og de mange trafikchikaner med vejtræer langs Hammershøj og Østerbyvej. Nu lå halmballerne der – og så kunne vi lige så godt bruge dem til noget fornuftigt, siger Malene Vestergaard, der i sin tid var initiativtager til Halloween i Glarborgen.
Stor jul med små midler
- Så vi lagde ud med at stikke nogle julepyntede brædder i halmballerne. Siden kom der julekugler i træerne og batteridrevet julebelysning til.
- Det har ikke kostet noget særligt. En stor del af materialerne er overskud fra Halloween i Glarborgen – andre ting er vi blevet forærende – og så hygger vi os med at gøre julepynten klar.
- Men den helt store hyggedag er selvfølgelig den sidste lørdag i november, når vi pynter til jul på Øland. Så kører vi rundt med ghettoblasteren med fuld julemusik, drikker kaffe og spiser brunkager, mens vi pynter op. Alle er glade – også beboerne på Øland, som nu ved, at julen er på vej.
- Jeg tror, at julepynten på Øland har stor betydning for lokalsamfundet. Vi er stolte af vores ø – og det er der mange gode grunde til, siger Malene Vestergaard.