Erik væltede en mur og sender strøm til Ukraine
Han Herred Rotary Klub har netop sendt en generator fra Brovst til Ukraine, hvor den skal forsyne et lokalområde med elektricitet.
Det var Erik Tornøe fra den lokale Rotaryklub, som fandt ud af, at der på sundhedshuset i Brovst stod en gammel nødgenerator fra bygningernes tid som sygehus. Da der ikke længere er akutberedskab i Brovst, er der heller ikke brug for generatoren.
- Sådan en god gammel generator kan de nok bruge i Ukraine, tænkte den ingeniør-uddannede Tornøe, der har forstand på den slags sager.
Erik Tornøe tog derfor kontakt til kommunen, som ejer bygningerne i dag. Han fik lov til at fjerne generatoren, hvis det kunne ske uden udgift for kommunen.
En større opgave
Det viste sig at være en lidt større opgave, som rotarianerne i Han Herred har bakset med et stykke tid.
- Vi skulle blandt andet vælte en mur for overhovedet at få maskinen ud, og der skulle også skaffes økonomi til at betale for fragten til Ukraine, fortæller Erik Tornøe. Han tog også kontakt til en Rotaryklub i Lviv, der fortalte, at en generator kunne være en god hjælp til opretholdelse af livet i et lokalområde i Ukraine.
I sidste uge blev projektet fuldbragt. En håndfuld rotarianere væltede ydermuren til generatorrummet og fik den næsten tre tons tunge maskine bakset ud og sat på en lastbil.
Hjælp til Ukraine
- På lastbilen blev der også plads til forskelligt samt en palle fødevarer, som med sponsorers hjælp også blev en del af leverancen til nødstedte ukrainere, fortæller Erik Tornøe, der er meget optaget af situationen i Ukraine.
- Han Herred Rotary Klubklubberne i Jammerbugt Kommune har tidligere sendt hjælp til Ukraine i form af 400 vandfiltre, som kan rense tilfældigt forekommende overfladevand til rent drikkevand. Også denne bistand er sket i samarbejde med ukrainske Rotaryklubber.
Han Herred Rotary Klub har godt en snes medlemmer, der samles ugentligt tirsdag aften til møder på Rønnes Hotel, der er klubbens faste tilholdssted.