Hvor var du, da du hørte det?
SVINKLØV: Det er i dag ti år siden, at Nordjylland vågnede op til nyheden om, at Svinkløv Badehotel var brændt.
De fleste husker sikkert tydeligt, hvor de var, da de hørte, at det ikoniske badehotel var brændt ned til grunden.
Det berørte alle nordjyder, og sympati og medfølelse gik til værtsparret Louise og Kenneth Toft-Hansen, der havde overtaget ansvaret for Svinkløv Badehotel kun et år forinden branden efter den navnkundige Lise Emborg.
Værtsparret mindes selv dagen på Facebook lørdag morgen.
"Dengang var det svært at forestille sig, hvordan det hele skulle ende. Heldigvis er det endt så godt," skriver Louise og Kenneth Toft-Hansen.
Hotellet rejste sig af asken
"For ud over det smukke hus, der rejste sig igen, voksede der noget andet og mindst lige så værdifuldt frem af branden: En overvældende oplevelse af, hvor mange mennesker der holder af dette sted - og hvor mange der ønskede, at Svinkløv skulle leve videre".
"For os er Svinkløv så meget mere end en bygning. Det er mennesker, minder og relationer. Det er historier, der går generationer tilbage, og nye minder, der bliver skabt hvert eneste år".
"I dag, 10 år senere er følelsen derfor først og fremmest taknemmelighed".
"Tak fordi I er her. Tak fordi I holder af stedet sammen med os – og fordi I er med til at holde historien levende og skabe nye ferieminder år efter år," lyder det fra det taknemmelige værtspar.
Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden natten til mandag 26. september 2016.
Ingen af de 48 overnattende gæster kom til skade ved branden.
De tekniske undersøgelser fastslog efterfølgende, at årsagen var en defekt tørretumbler.
Svinkløv Badehotel blev efter branden genopført.
Det nye hotel slog dørene op i maj 2019.