Seneste nyt
Billede beskrivelse

Udsolgt strikkehøjskole giver appetit på mere i Fjerritslev

25. september 2026 kl. 15.22

FJERRITSLEV: 45 strikkeglade deltagere fra flere dele af landet er i uge 39 samlet i Fjerritslev til fem dage med strik, oplevelser og fællesskab. Det første ophold blev udsolgt flere måneder før start, og nu er næste strikkehøjskole allerede sat til salg.

Det oplyser Højskolen Jammerbugt, der er en del af Idrætscenter Jammerbugt, i en pressemeddelelse.

Deltagerne kommer blandt andet fra Ølgod, Kolding, Aars, Næstved, Sorø, Sæby og Ringkøbing.

Idéen til opholdet opstod hos centerleder Søren Konnerup, mens Dorthe Horsager, Susanne Kronborg Kold og Elsebeth Kjær har været med til at forme programmet.

- Vi vidste, at interessen for strik var stor, men vi havde ikke forestillet os, at pladserne ville blive revet væk så hurtigt. Det viser, at mange søger fællesskaber, hvor de kan dyrke deres interesser, møde nye mennesker og samtidig få gode oplevelser, siger Søren Konnerup.

Mere end strik

De fem dage byder dog ikke kun på garn og strikkepinde.

På programmet er blandt andet besøg hos Kronborg Uld, foredrag, workshops, fællessang, naturvandringer, samtalecafé, vinsmagning og lokale smagsoplevelser.

Søren Konnerup fremhæver samtidig betydningen af lokale kræfter i arbejdet med højskoleopholdet.

- Hvor er det bare en gave, at vi har lokale kræfter, der vil hjælpe med højskole. Samarbejdet med engagerede borgere, foreninger og virksomheder er med til at skabe nogle helt særlige oplevelser for vores gæster, siger han.

Nyt ophold i 2027

Den store interesse betyder, at Højskolen Jammerbugt allerede har sat næste ophold til salg.

Det får navnet Strik, Samvær og Aktivitet og skal afvikles i marts 2027.

- Den opbakning, vi har oplevet, giver os tro på, at dette kun er begyndelsen. Vi ønsker at skabe højskoleophold, der kombinerer fællesskab, aktivitet og lokale oplevelser, og derfor er vi allerede klar med næste ophold i marts 2027, siger Søren Konnerup.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste