Ballade på dæmningen: Kommunen lukker omdiskuteret vej
Stemningen på Øland er på kogepunktet, efter at Jammerbugt kommune tirsdag opsatte nye skilte, der forbyder motorkørsel på den 2,1 kilometer lange ensporede dæmning, der forbinder Øland med Gjøl.
Kørselsforbuddet rammer hårdt for især de mange mennesker på Øland, der arbejder i Aalborg, for dæmningen skærer syv kilometer af pendlerturen.
Der er ikke noget nyt i skiltene, der bliver sat op hver vinter, men det nye er, at skiltene ikke som hidtil er forsynet med et underskilt, der fortæller, at dæmningen er spærret for uvedkommende.
Kattelem
Det har været en slags kattelem, for beboerne på både Gjøl og Øland har altid betragtet sig som vedkommende og har derfor også benyttet vejen over dæmningen i vinterhalvåret, hvis ellers vejret har været til det. Turen mellem Gjøl og Øland er over dæmningen syv kilometer, mens turen via Halvrimmen, som er den nærmeste omvej, er på cirka 21 kilometer.
- Den går ikke, siger politikommissær Jess Falberg fra Nordjyllands Politis trafiksektion.
- Færdselsloven skal være ens for alle, og hvis man vurderer, at der på grund af sikkerhed ikke må køres med motorkøretøjer på dæmningen i en periode – så går det jo ikke, at man tillader beboerne at køre på den i samme periode. Det er jo lige så farligt for dem, som det er for andre, siger han.
Siden skiltene blev sat op, har debatten på de sociale medier raset – og der bliver ikke lagt fingre imellem. Det fik borgmester Mogens Christen Gade til tasterne onsdag morgen i et forsøg på at gyde olie på vandene:
- Jeg har forståelse for de frustrationer der er - men kan samtidigt slå fast, at Jammerbugt Kommune ikke har til hensigt at genere nogen - men at de tiltag, som frustrerer dels har været gældende tidligere og dels handler om sikkerhed.
Kommunen har ansvaret
- Dæmningen har været lukket for motorkøretøjer i vinterhalvåret siden kommunesammenlægningen og nok også før. Jammerbugt Kommune har så sent som i marts i år spurgt politiet, om man kan sætte et skilt med følgende ordlyd: Gennemkørsel efter eget ansvar. Svaret var, at vejmyndigheden - altså Jammerbugt Kommune - ikke kan fralægge sig et ansvar for egen vejstrækning ved ovennævnte skiltning.
Hele balladen om dæmningen mellem Øland og Gjøl begyndte for godt 14 dage siden, da Jammerbugt kommune opsatte skilte på stedet med 30 km/t over dæmningen. De to skilte fik kun lov til at stå i fire dage, før en endnu ukendt gerningsmand fjernede dem med en vinkelsliber. Den episode er nu anmeldt til politiet af Jammerbugt kommune, men det nye kørselsforbud skal ikke ses som en straffeaktion mod øboerne, fastslår borgmesteren.
- Et lokalsamfund skal selvfølgelig ikke straffes, fordi nogle har brudt loven. Jeg kan allerede nu sige, at vi er i dialog med politiet om hastigheden på dæmningen, siger Mogens Christian Gade.
- Hvis nogen kører på dæmningen nu, er det en overtrædelse af færdselslovens §4 stk. 1 – og det udløser en bøde på 1500 kroner, oplyser Jess Falberg.