Billede beskrivelse

Fartbegrænsning: Ballade på dæmningen

07. oktober 2023 kl. 14.00
Opdateret 16. oktober 2023 kl. 09.40

For mange udefrakommende byboere og turister er den 2,1 km lange ensporede dæmning mellem Gjøl og Øland en eksotisk oplevelse. 

Det er bogstavelig talt porten til Vandkants-Danmark. Når man kører ud på dæmningen, bevæger man sig derud, hvor momsen aldrig er slået an, og hvor færdselsloven ikke er andet end teori - en hensigtserklæring på et stykke papir.

Det er slut nu. I mandags rykkede Jammerbugt kommune ud og rejste en veritabel skilteskov ved dæmningen.

Skiltene taler deres tydelige sprog. De viser, hvem der skal holde tilbage for modkørende på den ensporede vej, og samtidig er der blevet indført hastighedsbegrænsning på 30 km/t.

Skub bilen over dæmningen

Hastighedsbegrænsningen er mildest talt ikke faldet i god jord hos de faste brugere af dæmningen, der forbinder to samfund – og som for pendlere fra Øland er en genvej, der snupper 7 km af turen til Aalborg. Sagen har fået folk til tasterne i de lokale Facebook-grupper.

- Hvilke parkerings-abonnement skal man bestille? Q-Park eller EasyPark? Jeg vil gerne undgå en p-bøde, når jeg kører over dæmningen, spørger en af pendlerne.

- Det er vist mest sikkert bare at skubbe bilen over, konstaterer en anden.

I Jammerbugt kommune er det vejingeniør Kristian Olsen, der står på mål for den nye hastighedsbegrænsning:

- Vi har ansvaret for trafiksikkerheden i kommunen. Vi har fået flere borgerhenvendelser og er også på andre måder blevet bekendt med, at der er udfordringer på dæmningen. Der har blandt andet været episoder med folk, der har været uenige om, hvem der har forkørselsretten. Vi har drøftet sagen med politiet, som har det endelige ansvar – og det er altså endt med, at der nu er indført en hastighedsbegrænsning på de 30 km/t.

Billede beskrivelse

Klare regler

- Med den grænse har bilisterne god tid til at holde ind på vigepladserne, og samtidig undgår vi preskørsel fra bagfrakommende, fordi reglerne er klare og entydige, forklarer vejingeniøren.

Hos Nordjyllands Politi forklarer politikommissær og leder af trafiksektionen Jess Falberg:

- Det er politiet, som har afgørelseskompetencen, men det bunder som oftest i en henvendelse fra kommunen. Det er vigtigt for mig at påpege, at den nye løsning er fundet i samarbejde med kommunen og ud fra en løbende dialog.

- Spørgsmålet er blevet drøftet på baggrund af borgerhenvendelser til kommunen. Her er det især spørgsmålet om vigepligten, vi har fokuseret på. Der er nu opsat tavler, der præciserer det – og vi vurderer, at hastighedsbegrænsningen er nødvendig, fordi det ofte er tåget på strækningen. Det er nemlig et krav i færdselsloven, når man bruger vigepligtstavler, at der er en vis sigt.

Billede beskrivelse

Vanvidskørsel

Jess Falberg er også leder af afdelingen for Automatisk Fart Kontrol – altså fotovognene, der snupper folk, som kører for stærkt.

- Det er klart, at vi vil komme forbi dæmningen, nu hvor der er indført hastighedsbegrænsning på 30 km/t, men jeg forventer nu ikke, at der kommer beslaglæggelsessager ud af det.

- Ganske vist siger reglerne om vanvidskørsel, at bilen skal beslaglægges, hvis man kører det dobbelte af den tilladte hastighed, men det er samtidig et krav, at bilisten skal køre mindst 100 km/t – og det sker næppe på dæmningens smalle vej.

- Men hvis bilisterne ellers holder sig til dydens smalle sti og overholder reglerne, er de helt sikre på at undgå bøder og klip i kørekortet.

Kristian Olsen fra kommunen mener ikke, at de nye regler vil genere ret mange.

- Når snerydningssæsonen begynder den 16. oktober, er trafikken på dæmningen stærkt begrænset. I perioden fra den 16. oktober til 16. april opsætter vi skilte, der forbyder kørsel for uvedkommende på dæmningen. Sådan har det været i mange år – og det fortsætter vi med, lover Kristian Olsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste