Aabybro IF satser på nyt klubhus i 2020
Aabybro IF skal have et nyt klubhus. Det står klart, efter Jammerbugt Kommune i høj grad har sat penge af til mursten i den nye budgetaftale.
- Der er ingen tvivl om, at hvis man skaber gode fysiske rammer til at agere indenfor, så er der også mere motivation til at sørge for, at indholdet er godt. Man trives bedre - uanset om man er bruger eller medarbejder - i gode fysiske rammer, siger borgmester Mogens Chr. Gade (V).
Fire millioner kroner er således afsat til en medfinansiering af et foreningens nye klubhus.
- Det er en af vores største foreninger, og de faciliteter, de har rent klubhusmæssigt, er i den grad forfaldne. Der har været ønsker fremme også ved sidste budgetlægning, men der er et behov, og vi giver så en god skærv til, at de kan forsætte arbejdet, siger Mogens Chr. Gade.
I Aabybro IF glæder man sig også over at kende rammen for det nye klubhus.
- Det er en rigtig god nyhed. Jeg var med til at flytte derud i 1974, så det er kommunens ældste klubhus. Vi ville selvfølgelig gerne have haft de fem millioner, som vi stilede efter. Men nu kan vores byggeudvalg komme videre efter at have ventet lidt på noget nyt fra kommunen, fortæller seniorformand Hans Arne Pedersen.
En stor del af planlægningen bag det nye hus er placeringen.
- Vi kan ikke bare lukke det gamle klubhus, mens vi bygger. Så det kan jo ikke ligge der. Vi satser lidt på at bygge i etaper, mens det gamle klubhus fortsat er i brug, fortæller han.
De fem millioner fra kommunen bliver kun en del af finansieringen, som blandt andet skal komme fra fondsansøgninger.
- Vi tror, at det bliver i størrelsesordnen 6 til 10 millioner kroner. Vi er en stor forening, og vi skal kunne være der, mens skolerne og efterskolen også er der nogle gange for at låne omklædningsrum. Dem vil jo gerne have derned, så vi kan få noget aktivitet, siger Hans Arne Pedersen.
Aabybro IF håber på at kunne flytte ind i det nye klubhus i 2020.
- Vi har en tegning, som vi kigger på. Vi er godt klar over, at vi ikke bliver færdige i 2019, og vi vil gerne lave et grundigt forarbejde og være realistiske. Så vi vil være glade, hvis vi kan flytte ind i 2020 og så have det gamle klubhus i mellemtiden, siger seniorformanden.