Lidt tilfældigt blev skydning Daniels sport
Det er med en vis stolthed, at Daniel Guldhammer Nedergaard fra Biersted viser diplomet, som fortæller, at han har modtaget Jammerbugt Kommunes idrætspris i 2023.
Sammen med et par hundrede andre unge idrætsfolk blev han kort før jul hædret for sportspræstationer i 2023 ved Årets Prisuddeling i Brovst Sports- og Kulturcenter.
For at modtage den kommunale hæder skal man have vundet en medalje ved det dansk, jysk eller nordjysk mesterskab.
Det krav har Daniel ikke de store problemer med at opfylde. Han har vundet to nordjyske mesterskaber og en bronzemedalje ved de danske mesterskaber. Derfor var det helt naturligt, at Pandrup Skytteforening indstillede deres dygtige medlem til at modtage idrætsprisen.
Daniels sport er skydning med riffel.
Daniel Guldhammer Nedergaard er ikke kommet sovende til den kommunale hæder og medaljer. Han møder trofast op til træningen på Pandrup Skytteforenings anlæg på Pilevej i sommerhalvåret, og om vinteren skyder han også i Aalborg Skyttekreds. Og det er ikke kun en enkelt gang om ugen.
- Men jeg kan bedst li' at skyde udendørs, fortæller Daniel Guldhammer Nedergaard.
Han blev medlem af Pandrup Skytteforening i 2017.
Det var faktisk lidt af et tilfælde, at det blev skydningen, som blev Daniels sport. Interessen blev vakt, da han gik på Biersted Skole.
- En af vores lærere syntes, vi skulle ud og dyrke sport, fortæller Daniel Guldhammer Nedergaard.
Og læreren havde også et forslag til sport, og det var skydning inden for DGI.
Det viste sig, at være den helt rette sport for Daniel. En sidegevinst ved skydningen er at evnen til at koncentrere sig forbedres betydeligt.
- Lige nu har vi julepause, men i januar går vi i gang igen. Og der er flere mesterskabsstævner, jeg skal deltage i både på riffel og på luftriffel, lyder det fra Daniel Guldhammer Nedergaard