Klar til finalen: Medrivende og spændende kampe
NØRHALNE: Det andet og sidste indledende stævne ved Nørhalne VVS Cup bød på både spændende og medrivende kampe - og overraskelser. Nørhalne Hallen var propfyldt mandag aften, da de sidste fire hold skulle findes til den store finale tirsdag aften 30. december.
Nørresundby fB blev stævnets vinder. Selv om Nørresundby fB blev en kneben nummer to i sin pulje, så vandt holdet over Hjørring i semifinalen og slog debutanterne Storvorde i mandagens indledende finale 6-2.
Storvorde var tilbage efter et par års pause med et ungt hold, som hurtigt lærte spillet med de målvenlige regler og blev nummer to i sin pulje efter Hjørring – begge med 9 point.
I semifinalen var Storvorde oppe mod favoritterne fra Brønderslev IF, der kom med et hold profiler, men de blev overrasket og slået 10-6 af Storvorde.
Nørhalne VVS Cup fik også en ny midlertidig topscorer i Jakob Gaardsø, der har scoret 26 mål.
Efter mandagens kampe er puljerne til finalestævnet tirsdag 30. december fundet.
Finalepulje 1: Vejgård B, Brønderslev IF, Skovsgaard B og Storvorde B.
Finalepulje 2: Nørresundby fB, Aabybro IF, Hjørring og Aalborg Chang.