Henny og vennerne skal ordne 1000 julegaver
MOSEBY: Der venter Henny og de andre frivillige hos "Giv en julegave" en meget travl uge. Torsdag 21. november kl. 14 skal de have 1000 julegaver klar til uddeling til økonomisk trængte familier i Jammerbugt.
Det er gaver til børn og unge. Mange af gaverne er genbrugs-legetøj, men der bliver også købt nyt - især til de unge.
- Vi tager stadig imod brugt legetøj, som kan bruges til en julegave. Det gør vi frem til 20. november, fortæller Henny Gumus fra "Giv en julegave".
- Vi kan bruge alt legetøj, men især vil vi meget gerne have noget Lego Duplo, fortæller Henny Gumus.
Har man brugt legetøj, som kan anvendes til en julegave, kan det afleveres i en trailer, der står på adressen Kaas Hedevej 24, Kaas. Man kan også ringe til Henny Gumus på tlf. 20685319 og aftale leveringssted.
- Behovet for hjælp til de udsatte familier er desværre ikke blevet mindre, så vi modtager med tak alt det legetøj, vi kan få, siger Henny Gumus.
Alt det indleverede legetøj bliver tjekket, repareret , får nye batterier og rengjort. Norlys Vækstpulje har betænkt "Giv en julegave" med en vaskemaskine og tørretumbler".
- Det er en kæmpe hjælp for os. Vi får mange tøjdyr, som skal vaskes, inden de kan gives som julegave. Jeg plejer at have min stue fyldt med bamser, der er hængt til tørre. Det går lettere nu, når vi har fået vaskemaskine og tørretumbler, fortæller Henny Gumus.
Indpakningen af de mange julegaver går for alvor i gang efter weekenden, og selve udleveringen finder sted torsdag 21. november kl. 14-19 på Moseby Skole.
- På udleveringsdagen får vi heldigvis hjælp fra en flok unge. Gaverne udleveres på førstesalen. Derfor skal vi have de mange gaver båret op fra vores lokaler i stueetagen til førstesalen. Det er hårdt ved benene, men heldigvis er der unge, som vil hjælpe os, fortæller Henny Gumus.
Sammen med julegaverne får modtagerne også en godtepose. Den er sponseret af Rema 1000 samt Spar i Hune og Blokhus.
- Vi har valgt at udlevere julegaverne allerede i november for at hjælpe de trængte familier. Vi ved at familierne er pressede op mod jul, fordi de ikke ved hvordan de skal skaffe penge til bl.a. julegaver til børnene. Nu kan de allerede i november få klaret problemet med julegaverne og dermed få lettet en smule af presset, fortæller Henny Gumus.
Hun tilføjer, at enkelte af gave-modtagerne i år kan blive afkrævet legitimation.
- Vi har oplevet, at der er dukket folk op fra Aalborg Kommune. Dem kan vi desværre ikke hjælpe. Vi hjælper trængte familier i Jammerbugt, fortæller Henny Gumus.