Fødselsdags-fest gav hjælpende hånd
BROVST: Med behageligt forårsvejr, gratis kaffe og rundstykker samt kagemand - både med og uden flødeskum - og glade gæster kunne fødselsdagsfesten hos Råd & Dåds genbrugsbutik i Brovst kun blive en succes. Faktisk blev det en rigtig stor succes, for fødselsdagsfesten kunne også sende knap 14.000 støtte-kroner af sted til den velgørende organisation Skyggebørn.
I 10 år har Råd & Dåds genbrugsbutik holdt til på adressen Vestergade 62 i Brovst. Der blev lørdag fejret med gratis kaffe, rundstykker og kagemand. Og i uge 20 deler genbrugsbutikken for alvor gaver ud. Tirsdag 13. maj er der 10 procent på alt, onsdag 20 procent, torsdag 30 procent, fredag 40 procent opg lørdag 17. maj kulminerer det med hele 50 procent på alt i butikken.
Råd & Dåds daglige leder, Tina Riisager, roste i sin tale butikkens medarbejdere for et stort engagement, som de mange kunder i butikken altid kan glæde sig over.
- Medarbejderne er virkelig stolte af deres arbejde, sagde Tina Riisager.
- Stort tillykke til butikken og til Jer medarbejdere, sagde hun.
Råd & Dåd er også en virksomhed, der rækker ud til verden. Derfor var Tina Riisager glad for, at der i forbindelse med fødselsdagen blev holdt en kunst-auktion, hvor overskuddet går til Skyggebørn, som er samtalegrupper for børn, som har mistet en, der står dem nær. Det kan være en far, mor eller søskende, der dør.
Organisationen Skyggebørn har fået doneret kunstværker, som kan sælges på auktion og dermed give organisationen et økonomisk tilskud.
25 donerede kunstværker var under hammeren i Brovst, og det var forkvinden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, der styrede hammeren som auktionarius.
- Det er et lidt uvant job, men et godt job, lød det fra Helle Bak, inden hun bad om de første bud på et maleri af Carlo Rosberg. Det gik for 100 kr. Det slog ikke Helle Bak ud, og takket være en ihærdig og underholdende indsats fra auktionarius kom der mere gang i buddene.
Kunstværkerne kom fra både lokale og ikke lokale kunstnere - nogen mere kendte end andre.
Højeste bud kom på dagens sidste maleri, et kæmpe stort værk af Jorge Salas Leiton. Det gik for 3100 kr. Og køberen: Helle Bak-Andreasen.
I alt indbragte auktionen lige knap 14.000 kr., som ubeskåret går til Skyggebørn.