Vi elsker stadig pokémon: Nu skal der byttes kort!
Byttedag for kortsamlere i DGI Huset 31. januar
AABYBRO: Det er efterhånden 30 år siden Pokémon dukkede op, først som spil til Nintendos spillekonsoller og senere som videospil, kort, film, musik og mangabøger.
Og interessen - den er fortsat stor.
Lørdag 31. januar kan alle med interesse for Pokémon-kortene møde ligesindede i DGI Huset i Aabybro, hvor der er byttedag
- Vi elsker fortsat Pokémon-kort. Og det er ikke kun børn, men også voksne. Det er efterhånden så mange år siden, kortene dukkede op, at dem der var børn på det tidspunkt, nu er blevet voksne. Og de har nu fået penge, så de også er interesserede i at købe Pokémon-kort, fortæller Mike Aagaard Ochwat, kendt i Pokémon-miljøet som PokeMiike, og samtidig er medejer af CardStop, der inviterer til byttedagen.
Et trygt og hyggeligt fælleskab
Byttedagen plejer at blive holdt i DGI Husets foyer, men der kommer nu så mange, at brandmyndighederne vil have byttedagen flyttet til en af hallerne i DGI Huset.
- Formålet med byttedagene er at skabe et trygt og hyggeligt fællesskab, hvor samlere kan mødes ansigt til ansigt, dele interessen for kort, hjælpe hinanden med samlingen og opleve glæden ved hobbyen – helt uden entré eller købspligt. Man behøver ikke at være erfaren samler for at deltage, og mange kigger også forbi for stemningen og fællesskabet. Arrangementet er åben for alle, fortæller Mike Aagaard Ochwat.
Det er selvfølgelig ikke kun Pokémon-kort, der kan byttes. Der er blandt andet også kort fra den japanske tegneserie OnePiece og Disneys Lorcana og andre populære kortspil.
Det bliver ikke kun en byttedag. Der er også mulighed for at købe samlekort.
Eksempelvis forseglede produkter - altså kort, som er i uåbnet original emballage, enkeltkort og gradede kort, som er kort, der er blevet vurderet.
Endelig er der giveaways, hvor man kan vinde forskellige produkter.
Byttedagen åbner kl. 10 og der er gratis adgang.