Billede beskrivelse

Trine og vennerne har 25 års succes

Torsdag aften bliver der budt velkommen til den 25. udgave af Nørhalne Viser Kunst i Nørhalne Hallen - en udstilling, som kunstnerne står i kø for at være med på

26. januar 2026 kl. 19.02

NØRHALNE: En succes-historie med hjemsted i Nørhalne kan i år fejre 25 års jubilæum.

Torsdag aften kan forkvinden for IFN's Kunstvenner, Trine Schultz, byde velkommen til den 25. udgave af Nørhalne Viser Kunst i Nørhalne Hallen - en udstilling, som gennem årene er blevet kendt over hele landet, og som kunstnerne står i kø for at være med på. Dertil kommer, at publikum strømmer til.

Der er fernisering torsdag aften kl. 19-21. Jammerbugts ny borgmester, Christian Hem, holder åbningstalen, og der er også musikalsk underholdning. Udstillingen er åben fredag 30. januar kl. 10-18 samt lørdag og søndag kl. 10-17. Og der er gratis adgang.

Trine Schultz fortæller, at udstillingen i år ikke bliver gjort til et særligt jubilæums-event.

- Men vi har i anledning af jubilæet inviteret en række kunstnere, som gennem årene har været med her i Nørhalne, siger hun.

Billede beskrivelse

At det er lykkedes at få en så stor og flot udstilling på benene år efter år - lige bortset fra corona-årene- skyldes i høj grad de mange frivillige, understreger Trine Schultz og tilføjer, at udstillingen holdes i samarbejde med Idrætsforeningen Fremad Nørhalne.

De senere år har op mod 8000 besøgt udstillingen i løbet af de fire dage.

- At der kommer så mange, tror vi hænger sammen med, at man på udstillingen kan møde kunstnerne og få en snak med dem. Det er hyggeligt og spændende. Vi sørger også for, at udstillingen er meget bred. Der er noget for enhver smag, siger Trine Schultz og tilføjer, at det kunstneriske niveau også er blevet højere de seneste år.

Det skyldes ikke mindst, at der er "blevet kamp" om at få lov til at udstille i Nørhalne.

Billede beskrivelse

Der er plads til omkring 65 udstillere, men over 250 kunstnere har søgt om at få lov til at udstille. Udstillingen er blevet kendt over det ganske land, og mange af kunstnerne har et godt salg på udstillingen.

- Når interessen for at udstille er så stor, følger der også et ansvar med. Vi forsøger at sammensætte en udstilling, der både giver plads til nye navne og til kunstnere, som har været en del af udstillingen gennem årene. Vi forsøger også at få kunst med, som udfordrer de besøgende, siger Trine Schultz.

Billede beskrivelse

En fast del af Nørhalne Viser Kunst er børnenes deltagelse. Omkring 250 børn fra lokale daginstitutioner og skoler udstiller deres egne værker i en særskilt del af hallen.

Børnenes fernisering finder sted fredag formiddag.

Billedkunstner Rasa Dzimidaviciute Olesen er valgt som årets plakatkunstner. Hun har udstillet på Nørhalne Viser Kunst flere gange.

- Første gang Rasa deltog i udstillingen, kom hun med tegninger, men siden har hun bevæget sig over i maleriet. Vi har fulgt hendes udvikling gennem årene, så det var oplagt at spørge hende, om hun ville stå bag årets plakat, siger Trine Schultz.

Rasa Dzimidaviciute Olesen udtrykker både glæde og stolthed over, at et af hendes malerier er valgt som årets plakat. Hun glæder sig til at vise sine nyeste værker og møde publikum.

Under udstillingen er der kunstcafé i hallen, og ved indgangen sælges et udstillerkatalog, hvor køb giver adgang til lodtrækning om mindre kunstværker, doneret af de deltagende kunstnere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste