Tag med Ketty på tur til Bonderup stationsby
BONDERUP: Bonderup Forsamlingshus er onsdag 10. december kl. 19 ramme om et spændende lokalhistorisk foredrag, som ikke mindst har interesse for borgerne i Bonderup og omegn.
Titlen på foredraget er nemlig "Bonderup som stationsby".
Det er tidligere museumsleder og cand. mag. i historie og engelsk, Ketty Johansson, Nørresundby, der kommer og fortæller om tiden før Aalborg-Thisted banens oprettelse i 1897, om banens storhedstid og tiden efter banens nedlæggelse i 1969 og hvordan det har påvirket byen og egnen.
Ketty Johansson er født i Torslev, men voksede op i Bonderup, og har dermed selv været en del af byens historie. Hun har holdt adskillige lokalhistoriske foredrag og har skrevet flere artikler i Han Herred Bogen.
I den nyeste udgave af Han Herred Bogen fortæller hun om en "Juleskandale i Haverslev".
Det koster 50 kr. at høre Ketty Johanssons foredrag i Bonderup Forsamlingshus. Men så er der også både kaffe og kage med i prisen.
Arrangører er Bonderup Borgerforening og KulturStationen i Bonderup.
Bestyrelsen for KulturStationen håber, at foredragsaftenen vil inspirere til at arbejde videre med lokalhistorien på KulturStationen.