Populær fællessang vender tilbage
BROVST: Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter byder i 2026 på et nyt tiltag: "Fællessang – Rundt om et flygel".
Det fortæller arrangørerne.
Med korleder og akkompagnatør Ida Ledning Larsen i spidsen inviteres publikum til at synge med på både kendte og knap så kendte sange fra "Højskolesangbogen". Arrangementerne sætter fokus på glæden ved sang og det stærke fællesskab, der opstår omkring musikken.
Takket være støtte fra Nordea-fonden er både Højskolesangbøger og øvrige udgifter dækket – og det betyder, at deltagelse er helt gratis.
Tranum Strandgård glæder sig til at byde velkommen og opfordrer alle interesserede til at sætte kryds i kalenderen på følgende torsdage: den 21. maj kl. 10.00, den 20. august kl. 10.00 og den 8. oktober kl. 19.00.
Der er gratis adgang, og der vil være mulighed for at købe kaffe, te og andre forfriskninger.