Monique synger julen ind med varme, nærvær og julestemning
BROVST: Julestemningen breder sig, når sangerinden Monique igen i år inviterer publikum med ind i sit musikalske juleunivers. På programmet er både nye og gamle julesange – herunder en række smukke danske julesalmer og klassikere, der denne gang får ekstra plads i repertoiret.
Det foregår på Skovsgaard Hotel den 5. december kl. 20.00.
Monique har netop været i studiet for at indspille flere julefavoritter, men mange vil også kunne glæde sig til genhør med sange fra hendes populære julealbum "Christmas".
Med sin internationale baggrund og oplevelser fra juletider over hele verden, deler hun små, hyggelige og personlige anekdoter mellem numrene – og skaber på den måde en koncertoplevelse fuld af både musik og fortælling.
Genremæssigt bevæger koncerten sig fra gospel og jazz til pop og klassiske ballader – med både stille øjeblikke og festlige uptempo-sange. Blandt numrene sniger der sig også en særlig fortolkning af Leonard Cohens “Hallelujah” ind, som Monique tidligere har indspillet og delt med kunstneren selv. Hun mener, den passer perfekt ind i julens stemning.
Som en ekstra julegave til publikum runder koncerten også Moniques arbejde med Disney, og naturligvis er der – som hun siger – ingen jul uden den magiske “When You Wish Upon A Star”.
Koncerten er en musikalsk rejse, der bringer publikum tættere på julefreden – og sender dem hjem med lidt mere jul i hjerte, krop og sind.