Billede beskrivelse

Kom og hør om Sprøjte-Oscar

13. januar 2026 kl. 06.01

BONDERUP: Foreningen "Bonderup Station - en kulturstation i hjertet af Han Herred" venter stort rykind til fortælleaftenen onsdag 14. januar kl. 19 om den lokale opfinder og altmuligmand Oscar Kristensen - også kaldet Sprøjte-Oscar.

Netop fordi der ventes mange til arrangementet, er det henlagt til Bonderup Forsamlingshus i stedet for Kulturstationen. I december samlede foreningen 70 tilhørere ligeledes i forsamlingshuset til historiker Ketty Johanssons foredrag om Bonderup som stationsby.

- Oscar Kristensen var født i Aagaard Skov i 1903 og byggede ved giftermålet i 1925 sit eget hus på Kirkedalsvej 92. Det blev rammen om et godt familieliv sammen med hustruen Ida og børnene Ellen, Thorvald og Mandrup. Og ikke mindst blev hjemmet arnestedet for et utal af gøremål og opfindelser. 

For Oscar Kristensen var en mand med et usædvanligt snilde, og folk kom til ham fra nær og fjern for at få en løsning på alle mulige tekniske problemer, fortæller Ejgil Bodilsen, som på fortælleaftenen kommer med en introduktion til historien om Sprøjte-Oscar, som døde i 1992.

Under krigen fremstillede Oscar Kristensen karter til hjemmekartning af uld, men anlægsgartneri, kartoffeloptagning samt have- og marksprøjtning blev hans hovedbeskæftigelse, og det gav ham tilnavnet Sprøjte-Oscar.

Til sit arbejde købte han en gammel lastbil og byggede den om, så den blev et fortræffeligt køretøj til den sprøjte, som han også selv byggede. Han kunne fortælle morsomt om den dag, da han var hos myndighederne med sit fænomenale køretøj for at få det godkendt til kørsel på vejene.

Ved siden af begav han sig i kast med fotografering og blev meget benyttet til at forevige familiebegivenheder på hele egnen. Mens han måtte købe sig til sit fotoapparat, besluttede han sig i midten af 1950’erne for selv at konstruere en malfilmsoptager såvel som en fremviser, som blev til ved hjælp af alskens dimser fra blandt andet ure og kikkerter. 

Og med dette udstyr optog han utallige film, som blev vist igen og igen ved forskellige arrangementer. Blandt de mest viste smalfilm var Oscars optagelser i forbindelse med Fjerritslev-banens nedlæggelse i 1969 samt den forrygende fantasifilm "Rejsen til Månen" fra omkring samme tid.

Begge dele bliver vist ved fortælleaftenen i Bonderup Forsamlingshus, lover Ejgil Bodilsen.

Barnebarnet Oscar Andersen fra Fjerritslev vil sammen med sin hustru, Marie, medvirke med personlige fortællinger. Desuden får publikum lejlighed til at bidrage med deres egne anekdoter, da mange stadig vil huske den opfindsomme Sprøjte-Oscar.

Foreningen "Bonderup Station - en KulturStation i hjertet af Han Herred" er klar med programmet for første halvdel af 2026, som fortælleaftenen om Sprøjte-Oscar er en del af. 

Men allerede tirsdag 13. januar kl. 14 er der fortælleeftermiddag på KulturStationen med tidligere lærer Lise Jørgensen, Brovst, der har Limfjordforfatteren Hans Kirk på programmet. 

Og tirsdag 20. januar kl. 13.30 fortsætter forfatter Kirsten Kjær fra Fjerritslev med skriveværkstedet, som blev igangsat i slutningen af november. Nye deltagere er yderst velkomne, understreger Kirsten Kjær. Det foregår også på KulturStationen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste